Håndbold: Damehold er ude i en stærkt forlænget sæson med opryknings- og pokalkampe.
Tekst & foto: Per Lyngby
Oprindelig forventede Aars HK, at de skulle møde Hornslet fra 2. division i de afgørende kampe om en plads i næste års 2. division. Sådan er det imidlertid ikke gået - det bliver i stedet damerne fra Silkeborg-Voel, som bliver den sidste forhindring i Aars-damernes bestræbelser på at rykke op.
Den første af de to kampe mod midtjyderne spilles i Idrætscenter Østermarken på søndag, hvor Aars skal forsøge at få et godt udgangspunkt inden den sidste og altafgørende returkamp.
Ind imellem skal Aars så også ud i en pokalkamp, hvor man i 6. runde af Santander Cup skal op mod giganterne fra FC Midtjylland Håndbold, som i truppen har stjerner som bl.a. Louise Burgaard, Veronica Kristiansen (Norge), Sabine Englert (Tyskland) og Trine Troelsen.
Pokalkampen spilles i Aars på tirsdag den 1. maj.