Fodbold: Uafgjort mod rækkens bundhold bliver dyrt for Aars IK.
Tekst: Per Lyngby
Forud for udekampen mod bundholdet Aalborg Freja havde Aars IK stadig en god mulighed for at være med i kampen om oprykning fra serie 3. Det har de sandsynligvis ikke mere. Kampen sluttede 2-2 og dermed ser opløbet til at stå mellem Aalborg KFUM og LKB-Gistrup. Begge hold har Aars dog på menuen, inden sæsonafslutningen, så teoretisk kan Jakob Dyrmans tropper godt nå at blande sig endnu - det vil dog som minimum kræve maksimalt pointudbytte i de tre sidste kampe, medens de to Aalborg-hold skal sætte point til i andre kampe end mod Aars.
Aalborg Freja bragte sig foran med 1-0 før pausen, og lagde yderligere afstand, da de kom på 2-0 kort efter pausen. Stillingen holdt til 8 minutter før tid, hvor Aars fik reduceret og øjnede chancen for et come-back. Det gav udbytte med endnu en scoring, men nærmere kom Aars ikke, og oveni måtte holdet se deres målmand Simon Poulsen blive udvist i den hektiske slutfase.
I den kommende weekend skulle Aars have mødt FC Dansom, men den kamp er indtil videre udskudt, da Dansoms kampe er suspenderet, medens klubbens behandles for en disciplinærsag. I samme runde mødes Aalborg KFUM og LKB-Gistrup, som bliver Aars IK’s modstandere i de to sidste spillerunder.