Onsdag d. 13. november 2019 - �rgang 14
Jubel efter en scoring, men ellers var der ikke meget at juble over på Beachtown Arena. Strandby formåede ikke at hente et eneste point i efterårets 14 kampe, men man må respektere og anerkende den lille klubs indsats - holdet er således ikke udeblevet fra et eneste opgør, trods store problemer med at stille med fuldt hold til flere af kampene

Aars satsede - og tabte

02-11-2019

Fodbold: Med to scoringer i overtiden sendte Hersom-Bjerregrav Aars ned i serie 4.

Tekst & foto: Per Lyngby

Den sidste spillerunde i serierækkerne i fodbold bød på mange mål. Flere ting var afklarede, inden spillerne løb på banen til sidste omgang, men der var dog et par åbne spørgsmål: Kunne Aars IK’s andethold i serie 3 sikre sig i rækken med en sejr over Hersom-Bjerregrav, og ville det endelig lykkes for Strandby at få point, inden det til efteråret hedder serie 4 på Beachtown Arena?

Aars havde fordel af hjemmebane i nedrykningsgyseren mod Hersom-Bjerregrav, men det var gæsternes som startede bedst og bragte sig foran med 1-0 midt i første halvleg. Bundrutinerede men altid målfarlige Per Møller sikrede med to scoringer an Aars-føring på 2-1. Den holdt til kampens overtid, hvor gæsterne udlignede. Det resultat ville betyde nedrykning for Aars, som derfor “satsede hele butikken” - og blev straffet med endnu en scoring imod sig. 2-3 og dermed hedder det serie 4 for andetholdet, medens førsteholdet er rykket op i serie 2.

Netop førsteholdet fra Aars IK sluttede med en udekamp mod Spentrup, som i det første opgør havde kimbrerne voldsomt på krogen inden det i en hektisk slutfase lykkedes at sikre 3-3. Lørdag var der dog ikke meget energi eller krudt i kimbrertyrene, som blev besejret med 0-4, hvilket dog ikke rokker ved, at det hedder serie 2 til foråret.

I serie 2 havde FUIK en teoretisk mulighed for at komme i playoff, men den blev forpurret, dels af Hornum som tabte 0-5 til St. Restrup og dels af FUIK selv, som sluttede af med et hjemmenederlag på 3-4 mod Randers Freja.

Fortet er faldet

Det sidste store spørgsmål var så, om Strandbys hårdt prøvede tropper i serie 3 ville formå at hente efterårets første point i den sidste kamp, som endda blev spillet på det engang så stærke og uindtagelige fort, Beachtown Arena. Det gamle fort er dog skudt godt og grundig i sænk og ligger nu i ruiner, efter at Sønderup-Suldrup væltede de sidste skanser med en knusende sikker sejr på 4-0.

Man kunne godt have undt træner Troels Nymark og hans mandskab en sejr, men sådan blev det ikke i et på alle måder svært efterår, hvor man må rose holdet for at stille op til alle kampe, trods store udfordringer med at mønstre mandskab.

“Det kunne jeg da også godt have brugt, men i dag havde vi jo to årgang 75 med for at kunne stille til start. Vi har været ekstremt udfordret hele sæsonen på at kunne stille hold - det har trukket tænder ud og til tider været utroligt frustrerende og udfordrende at skulle finde troen på det weekend efter weekend.  Nu kryber vi i ly for vinteren, og så må vi se om ikke vi kan få samlet tropperne til en omgang fodbold i foråret, lige nu er vi alle sammen slidt op”, lød det efter kampen fra Troels Nymark.

Grundlagt 1. februar 2006         Redaktør: Jacob Dalgaard           Telefon: 3012 6000             info@lokaltindblik.dk 

Weltklasse!