Fodbold: Med en sejr på 9-0 over NUGF topper Kimbrerne deres pulje med maksimumpoint.
Tekst & foto: Per Lyngby
Hjemmeholdet NUGF var klar med resultatservice via DBU’s app, da klubben i serie 3 havde besøg af Aars. Den lokale resultatformidler nåede dog ikke at indtaste mere end 0-1, som også var stillingen ved pausen. Men i anden halvleg opgav han øjensynligt at holde styr på scoringerne. Der blev ikke opdateret yderligere, men da kampen var slut, stod der 9-0 i træner Jakob Dyrmans lille notesbog. Og mon ikke de cifre blev noteret med et lille tilfreds smil hos træneren?
“Efter ca. 20 minutter scorede vi på en dødbold til 0-1. Den stilling holdt indtil pausen, hvorefter vi stille og roligt fik åbnet mere og mere op for deres kompakte defensiv. Det betød at følgende spillere fik scoret således i anden halvleg. Ehsan til 0-2, Mathias Hangeland Højsleth til 0-3, Mark Worsøe til 0-4, Rasmus Poulsen til 0-5, 0-6 og 0-7, Simon Lyngsø til 0-8 og René Nuggi Petersen til 0-9”, fortæller Jakob Dyrman, som nok havde en forholdsvis let dag på kontoret.
I næste runde venter der formentlig Aars en noget sværere opgave, når det på tirsdag gælder Foulum på udebane. Foulum ligger nemlig placeret på andenpladsen med 9 point, akkurat som Aars, men med en lidt dårligere målscore, hvor Aars jo lagde 9 til pluskontoen lørdag eftermiddag.