Fodbold: Fortjent sejr sikret på et perlemål.
Tekst: Per Lyngby
Aars IK’s bedste fodboldherrer spillede fredag aften forårets første hjemmekamp, som resulterede i en sejr på 2-1 over Skals.
“Kampen var lige fløjtet i gang, da Mioo Hathaw finder Andreas Sørensen i dybden, hvorefter han køligt gør det til 1-0.De næste 25 minutter stod der Skals på det meste, hvor de også kommer frem til stor chance, som Michael Jørgensen redder. Sidst i halvlegen kommer vi mere med og får tilkæmpet os et frispark på kanten af feltet, som Mioo Hathaw sender på overliggeren”, fortæller Aars-træner Allan Leander Mikkelsen, som måtte se kampen fra tilskuerpladsen efter at have fået karantæne i forbindelse med kampen mod Løgstør i premieren.
I anden halvleg kommer Skals bedst fra start, og formår at presse Aars i bund. Presset fører også til udligning efter 25 minutters spil. Den stilling holdt dog kun i 3 minutter, da Frederik Nygaard sender en bold ind i feltet til Morten Hyldal, som på magisk vis får den loppet over sin opdækker, hvorefter han hamre den i mål.
“De sidste 20 minutter kommer vi frem til nogle store chancer, da Skals satser mere og mere”, fortæller Aars-træneren, som også fandt den noget frustrerende ikke at kunne være på bænken under kampen.