Fodbold: Sejr i sidste kamp var ikke nok - rivaler vandt på mål i overtiden.
Tekst & foto: Per Lyngby
Da der var spillet 90 minutter af to nøglekampe i serie 3 lørdag eftermiddag, stod Aars noget overraskende med en stak billetter til serie 2 i hænderne. Alligevel glippede det.
I Aars skulle man sætte sin lid til, at det absolutte bundhold NUGF skulle tage point fra oprykningsrivalerne fra Foulum. Noget, som ikke mange, ville satse penge på.
Men bundholdet havde øjensynligt besluttet sig for at sige farvel til serie 3 med maner - for holdet kom foran med både 1-0 og 2-1, som var stillingen ved pausen. Med 20 minutter igen fik Foulum udlignet, men det resultat ville være nok for Aars, som på et mål af Rasmus Lund Poulsen førte med 1-0 over Viborg Søndermarken. I kampens overtid lykkedes det så for Foulum at score det afgørende mål, som sikrede dem oprykningen, medens Aars-sejren over Søndermarken ikke kunne bruges til andet end at placere holdet på den ubrugelige andenplads.
En målscore på 42-11, sølle to nederlag og en enkelt uafgjort var ikke nok for Aars, som hentede 34 point i efterårets 14 kampe. En pointhøst, som i mange andre serie 3 kredse ville være rigeligt til oprykning - bare ikke i pulje 31.
I den mere lokalprægede pulje 28 rykkede Støvring op med 33 point. Her sluttede Aars 2 og Strandby IF midt i rækken. Strandby sluttede med at vinde 5-0 på udebane over Klejtrup.