Fodbold: Med en sejr på 2-0 i topopgøret mod Aars er Strandby på vej mod serie 3.
Tekst: Per Lyngby
Det er ikke kun i fortet hjemme på Beachtown Arena, at Strandbys fodboldherrer er urørlige. Også på fremmed græs har holdet været suveræne i dette forår, hvor det torsdag aften blev til en sejr på 2-0 i topkampen mod Aars. Dermed fører Strandby serie 4 puljen med maksimumpoint 18 og et forspring på 5 point ned til netop Aars, som endda har spillet en kamp mere end stranddrengene.
Ny mand i den grønstribede klubdragt her i foråret er Jonas Jensen, som virkelig er trådt i karakter. Forleden scorede han alle 5 mål i sejren på 5-1 over Kvik-Aalestrup, og det var også Jonas Jensen, som nettede begge gange i sejren over Aars.
Nu er første halvdel af turneringen færdigspillet for Strandbys vedkommende, og det er svært at se, hvilke hold der kan spænde ben for en oprykning til serie 3 for det genopstandne mandskab, som var lige ved at lukke ned for bare et år siden.
I næste runde skal Strandby en tur til Vindblæs, som besætter rækkens tredjeplads.