Den tidligere professionelle cykelrytter Bo Hamburger var tæt på at tage sejren i Vindsusløbet, men han blev overtrumfet af Martin Lind fra Nørresundby.
Tekst og foto: Jacob Dalgaard
Regnen silede ned over Vindsusløbets jubilæumsløb i aftes, og det fik adskillige ryttere til at blive hjemme i tørvejr. 10. udgave havde således blot 71 ryttere tilmeldt, og det er kun halvt så mange som sidste år. Nogle af de tilmeldte valgte tilmed at udeblive fra starten.
Med Bo Hamburger i feltet var der ellers lagt op til en særlig udfordring for rytterne. Den tidligere indehaver af den gule trøje i Tour de France er efterhånden blevet 47 år, men han beviste i aftes, at han stadig kan køre stærkt.
Kun to ryttere kunne følge med helt til mål på den 73,3 kilometer lange rute, som blev kørt 5 gange på en 17,7 kilometer lang rundstrækning omkring Vindblæs. I spurten viste 26-årige Martin Lind fra Nørresundby dog sin styrke og vandt sikkert foran Bo Hamburger og trillede over stregen med tre fingre strittende i vejret. Dermed markerede Martin Lind over for det lille men vedholdende publikum, som havde taget paraplyerne med ved Vindblæs Multicenter, at han vandt Vindsusløbet for tredje gang.
Der blev også kørt en 44,1 km rute, og den blev vundet af Michael Madsen fra Aalestrup. Han kom i mål helt alene i sikker stil.
Borgmester Knud Kristensen havde på sin fødselsdag taget turen til Vindblæs for at skyde løbet i gang, og efter den våde indsats på cyklerne fik rytterne serveret varm suppe i byfestteltet ved Vindblæs Multicenter.
Det er Team SSC, der står bag Vindsusløbet. På grund af tekniske problemer med tidtagningen er rytternes tider og placeringer endnu ikke offentliggjort. De skulle dog være gemt i systemet, oplyser Team SSC på deres hjemmeside.