659 løbere gennemførte Farsø Løbet 2018.
Tekst og foto: Per Lyngby
Omkring 700 løbere havde taget opstilling bag startlinjen, da Farsø Løbet 2018 blev skudt i gang. Af dem gennemførte de 659, medens en stor del af de 1100 tilmeldte ikke stillede til start eller udgik.
Det er Den Jyske Sparekasses afdeling i Farsø, som står for den praktiske afvikling af løbet - i samarbejde med lokale hjælpere fra idrætsforeningerne bag byfesten, det lokale hjemmeværn og KT-klubben, som varetager kommunikationen ude fra ruten ind til målområdet. Her havde mange taget opstilling for at klappe løberne de sidste meter hen mod målstregen, hvor der ventede frugt og vand oven på anstrengelserne.
Det læskende vand på flaske var også den eneste væde, som løberne kom i kontakt med denne aften, selv om vejrguderne kort før start havde ladet det dryppe lidt. Men det klarede op, og vejrmæssigt var der nærmest perfekte forhold til det traditionsrige motionsløb.
Hurtigste mand på de 6,5 kilometer var Jacob Rasmussen fra Farsø Tri & Trim i tiden 22:33, medens det på kvindesiden var Randi Elgaard Kristensen fra Vesterbølle Efterskole, som sejrede i tiden 27:12.
Farsø Tri & Trim stillede også med det tredjestørste hold med 41 tilmeldte, Outline mønstrede 68 deltagere men blev naturligvis overgået af Farsø Skole, som havde tilmeldt alle elever - 781, hvoraf det dog kun reelt er halvdelen som stiller til start. Derfor den store difference mellem antal tilmeldte og gennemførende.
Man kan se tiderne for de 659 gennemførende her: https://my3.raceresult.com/102482/results?lang=dk#1_CCEE38