Fredag d. 19. oktober 2018 - Årgang 13

DM-revanche i Aars

23-07-2018

I tidligere udgaver af Jutlander Bank Grand Prix har arrangørerne kunnet præsentere højaktuelle ryttere som Michael Valgren og Magnus Cort. Disse ryttere er imidlertid optaget af Tour de France i år, når årets udgave af gadeløbs klassikeren i Aars afvikles torsdag d. 26. juli.

Alligevel bliver der tale om et særdeles stærkt felt, der stiller til start – ja, faktisk tillader arrangørerne sig at betegne løbet som en form for DM-revanche.

I sidste uge kunne man melde ud, at den danske mester Michael Mørkøv, Quick Step Floors, havde meldt sin ankomst til Aars, og det samme havde sølvvinderen Nicklas Larsen fra Team Virtu Cycling.
Nu har bronzevinderen, professionelle Michael Carbel fra det franske mandskab Fortuneo-Samsic, også meldt sin ankomst til løbet.

Michael Carbel er i gang med sin første sæson på det store franske mandskab, så han havde som sådan heller ikke forventet at blive udtaget til holdets Tour de France hold, der har franske Warren Barguil som kaptajn. Det har derfor givet mulighed for at tilrettelægge sæsonen på anden vis, så det er en formstærk Michael Carbel, der kommer til Aars.

”Det er et meget stærkt felt, der er til start på torsdag”, fortæller løbsdirektør Mogens Kristensen og uddyber: ”Udover podiet fra DM er de to tidligere vindere Jonas Aaen, Riwal CeramicSpeed, og Andreas Hyldgaard, Team Virtu Cycling, til start. Det samme er den regerende junior verdensmester, Julius Johansen fra coloQuick, og junior verdensmesteren fra 2016, Jakob Egholm fra Virtu Cycling. Disse er suppleret med andre tidligere proffer som Martin Mortensen og Troels Vinther, så det bliver et fantastisk race.”

Det er 10. gang Jutlander Bank Grand Prix afvikles, og det stærke felt samt lovende vejrudsigter gør, at arrangørerne håber på, at tilskuerrekorden fra 2013 på 10.000 tilskuere står for fald.

Grundlagt 1. februar 2006         Redaktør: Jacob Dalgaard           Telefon: 3012 6000             info@lokaltindblik.dk 

Weltklasse!