Fodbold: Christian Hjortshøj udlignede og blev vist ud for at fejre sin scoring lidt for meget.
Regnen udeblev, men luften var fortættet af intensitet og spænding, da der blev fløjtet op til topkampen i serie 1 mellem Løgstør og Gundersted lørdag eftermiddag.
Det var tydeligvis to meget tændte mandskaber, som gik på banen, og fra første fløjt blev der gået til stålet såvel verbalt som fysisk. Den indledende fase var en åben slagudveksling, hvor begge hold kom godt frem over stepperne - og med gæsterne fra Gundersted med de bedste forsøg, medens hjemmeholdets pres ikke gav sig udslag i de helt store muligheder.
Midt i halvlegen kom oprykkerne fra Gundersted så foran, da Patrik Borup med største lethed kunne sende bolden i nettet efter godt forarbejde af Kenneth Brændstrup, som udfordrede målmand Michael Hjortshøj, som måtte give den ripost, der førte til scoringen. Stor jubel i gæsternes lejr, såvel på banen som på lægterne.
Målet fik Løgstør til at geare op, og i resten af halvlegen var det hjemmeholdet, som styrede begivenhederne med enkelte sporadiske kontrastød fra Gundersted. Målscorer Patrik Borup fik et noget hårdt dømt gult kort for at vælte Jesper Frederiksen i en nærkamp. Mod slutningen af halvlegen appellerede Gundersted for straffespark, da Christian Hjortshøj øjensynligt reddede bolden med armen inde på selve målstregen - dommeren reagerede ikke, og dermed kunne holdene gå til pausen med en 1-0 føring til Gundersted.
I anden halvleg skulle en velspillende Christian Hjortshøj komme meget mere i fokus.
Med vinden i ryggen og en forventet bedre kondition skulle Løgstør forsøge at vende kampen i de sidste 45 minutter. Holdet satte sig da også tungt på spillet, også i en periode i undertal, hvor Jesper Frederiksen var vist ud i 10 minutter. Det hårde pres udløste også mulighed for kontraløb til Gundersted, men det var som om, kræfterne ikke rakte til for alvor at presse hjemmeholdet i de situationer.
Med 20 minutter igen måtte Gundersted give et lidt unødvendigt hjørnespark. Løgstør sendte mange folk i feltet, hvor der var trafik som en mandag morgen ved Limfjordstunnellen. Forvirringen blev udnyttet til at sende bolden skråt bagud til Christian Hjortshøj, som med et følt spark sendte bolden op i modsatte målhjørne. Et flot mål, som Hjortshøj kom til at fejre i lidt for højlydte vendinger over for modstanderne. Nu er det kun i basketball, det er tilladt at trash-talke, så gult kort til målscoreren, som intet forstod. Og en ny periode i undertal for hjemmeholdet, som ydermere måtte se Jesper Frederiksen forlade banen med en skade kort efter.
Løgstør fortsatte med at lægge pres på og kort før kampen gik ud i de 5 minutters tillægstid, opstod der en stor mulighed, som efter en tværbold blev sendt lige forbi målet. Og mere skete der ikke, og dermed er begge de vesthimmerlandske hold fortsat ubesejrede og helt fremme i toppen af rækken.
Næste fredag skal Løgstør på udebane møde Højslev, som man havde visse vanskeligheder med i foråret, medens Gundersted samme aften tager imod Thisted, som også er med i topstriden.