Fodbold: Vesthimmerlandsk fodbold markerede sig positivt gennem foråret.
Overordnet set må man betegne det den netop afsluttede i fodbold for godkendt set med vesthimmerlandske øjne. Men med en titel hentet fra en dansk litteratur-klassiker, blev det også til det forsømte forår, hvor et par hold havde oprykningen i egne hænder men gav slip, da det virkelig gjaldt.
Serie 1
Løgstør var ude i et regulært parløb med divisionsreserverne fra Hobro, som ret beset er det nærmeste man kommer fjordbyens eget hold, da Superligamandskabet fortrinsvis er sammensat af kontraktspillere hentet ude fra. Den vesthimmerlandske limfjordsby spillede lige op med Hobro på udebane, og var tæt på at hente sejren hjemme men måtte se sig besejret i en hektisk slutfase. Dermed blev det til en andenplads til Andreas Overgaards udvalgte, som givetvis vil gøre alt for at veksle det til en førsteplads, når efterårsturneringen går i gang. Materialet er til stede til, at klubben kan være med i jyllandsserien.
Kvik-Aalestrup fik denne gang forlænget opholdet i serie 1, modsat sidst klubben var deroppe. Holdet spillede stabilt og formåede ikke mindst at vinde de vigtige kampe mod de hold, som man skulle holde under sig for at holde nedrykningsspøgelset på afstand.
Serie 2
Der var længe tale om et lokalt parløb. Her dansede Gundersted og FUIK længe om pladsen i serie 1, medens Aalborg KFUM kom fra baghjul og lurede på, om et af de to vesthimmerlandske hold skulle snuble. Det blev dog Gundersted, som trak det længste strå, da holdet med 10 minutter igen scorede det afgørende mål i udekampen mod Støvring.
Hornum lagde frisk ud med en udesejr over FUIK, men gik sidenhen i står og med dumme pointtab i flere kampe, sluttede holdet i bunden og må formentlig spille i serie 3 til efteråret.
Serie 3
Her skulle Aars i gang med sin tredje sæson, hvor målet var at rykke op. Efter andenpladser i de to foregående sæsoner, så det også her længe ud til, at kimbrertogtet skulle slutte i serie 2. Efter uafgjort på udebane mod den anden oprykningskandidat, Ravnsbjerg-Løgstrup, skulle der en sejr til på hjemmebane, hvis det scenarie skulle gå i opfyldelse. Desværre kendte holdet ikke sin besøgelsestid, og en frustrerende kamp sluttede med et nederlag på 2-4 og et rødt kort foran en tirret topscorer. Foråret igennem spillede Aars med en kvalitet, som berettigede til en oprykning - dog med en katastrofal undtagelse i hjemmekampen mod bundholdet Kvik-Aalestrup, som hentede sit eneste point qua uafgjort 2-2 i Aars.
Aars IK’s andethold, som også spiller i serie 3, skulle vinde hjemmekampen over Rosendal for at klare sig fri af nedrykning. Det lykkedes ikke, da Rosendal vandt 2-1 og dermed sendte Aars i serie 4. Måske er det slet ikke så tosset endda. Nu kan de unge andetholdsspillere måske hente lidt selvtillid med flere sejre i serie 4 fremfor at skulle kæmpe en overlevelseskamp, hvor det ofte er de rutinerede spillere på den gode side af old boys alderen, som bliver afgørende. Og så vil de ud fra denne skribents betragtninger være rart at se kommunens hovedby repræsenteret i en lokal pulje fremfor at søge mod Aalborg og Viborg, som man har gjort i de seneste 3 halvsæsoner.
Serie 4 og 5
I serie 4 var der også lokal duel om oprykningen. Her gik den til Løgstør foran FUIK - i øvrigt med den tidligere FUIK-træner Jan Pedersen ved roret på Løgstørs andethold, som endda sikrede sig oprykningen på Farsø Stadion.
Ranum-Overlade IK Vest sluttede på tredjepladsen i den lokalprægede pulje, hvorfra Vindblæs rykker ned i serie 5.
Det er også værd at bemærke, at Vester Hornum er tilbage på det vesthimmerlandske fodboldlandkort efter en lang årrække ude i glemselen. Med Svend Aage Nielsen, som har trænet mange lokale klubber, som primus motor, sikrede klubben sig oprykning til serie 4. Nu ligger der noget af et arbejde foran træneren, hvis holdet skal gøre sig gældende i den række, hvor modstanden bliver noget hårdere.
Strandby IF måtte kort før sæsonstarten trække sit hold fra serie 3 på grund af stor spillerafgang. Det lykkedes dog for landsbyklubben at få samlet et hold, som blev tilmeldt i serie 5, således at der stadig kunne spilles og ses fodbold på det hyggelige Beachtown Arena med det, som i ejendomsmæglerkredse hedder fjordkig til Limfjorden ude mod vest. Det blev til 3 sejre og 7 nederlag, så der er lang vej til det niveau man så på stadion for blot nogle få måneder siden, men det vigtigste er, at der er liv i klubben. Forhåbentlig bakker spillerne op og stille op igen til efteråret.