Håndbold: Kristian “KP” Pedersen er klar til sin 4. sæson i Farsø KFUM HK.
Tekst: Per Lyngby Foto: Farsø KFUM HK
Den første halvsæson er forløbet næsten optimalt for Farsø KFUM HK’s damer i 2. division. Holdet ligger pænt placeret midt i tabellen og har ikke tabt på hjemmebane.
Den populære træner tager dermed sin 4. sæson i spidsen for Farsø-damerne, som han har haft ansvaret for siden opløsningen af Team Vesthimmerland.
“Det er lykkedes os at holde på KP i endnu en sæson, hvilket var et klart mål og et ønske for både klubben og spillertruppen. Vi kan holde gang i den proces, der er i gang omkring vores dameafdeling. Der er blevet opbygget et fantastisk træningsmiljø, og pigerne har det alle sammen godt indbyrdes også holdene imellem i dameseniorafdelingen. Vi vil fortsat lægge lag på for hver sæson, og forsøger hele tiden at forbedre forholdene i klubben for alle, og i den proces er KP en vigtig brik i puslespillet”, siger klubbens formand, Morten Nielsen, i forbindelse med kontraktforlængelsen.
Damerne i Farsø tager hul på anden turneringshalvdel med en hjemmekamp mod Hornbæk den 5. januar. Det første møde mellem de to hold sluttede med en sejr til Farsø på 26-20.