Håndbold: Nervøs præget hjemmekamp sluttede alligevel med storsejr.
Tekst & foto: Per Lyngby
Betingelserne var absolut gunstige for Farsø KFUM HK's håndbolddamer i 2. division, som lørdag eftermiddag skulle forsøge at forny billetten til 2. division. Det kunne ske med en hjemmesejr over Struer, som er rækkens absolutte bundhold uden så meget som et eneste point på kontoen.
Kampens betydning lod dog til at påvirke hjemmeholdets spillere, som virkede febrilske og nervøse - trods en massiv opbakning fra et entusiastisk hjemmepublikum i Dronning Ingrid Hallerne.
Med 10 minutter igen var Farsø kun foran med 2-3 mål, og man havde på det tidspunkt ladet gæsterne score 19 gange, hvilket er en del over bundholdets normale scoringsgennemsnit. En nervepirrende afslutning blev dog afværget, da hjemmeholdet satte turbo på og nærmest blæste bundholdet ud af banen i de sidste minutter, hvor målvogter Christina Madsen diskede op med et par flotte redninger, inklusive et straffekast i sidste minut, hvorefter Farsø kunne sætte trumf på med kampens sidste scoring til 30-21.
Dermed kunne spillerne slappe af og glæde sig over en godkendt sæson, hvor man har været ramt af en smal trup, som dog har formået at hente de nødvendige point - ikke mindst via to flotte sejre over lokalrivalerne fra Aars.