Søndag d. 19. november 2017 - Årgang 12

Flere nederlag end sejre

13-11-2017

Håndbold: Kun Aars HK’s damer og Aalestrups herrer i 3. division formåede at vinde i weekenden.

Tekst: Per Lyngby

I damernes 2. division havde Farsø KFUM HK henlagt deres hjemmekamp mod Ikast til Vester Hornum Hallen.

“Vi tabte men leverede en rigtig fin kamp mod et klassehold, som på dagen havde 2 spillere med fra deres ligatrup”, fortæller holdleder Klaus Hansen til Lokaltindblik.dk.

Kampen startede i et fint tempo, hvor holdene fulgtes ad indtil stillingen 6-6. Herfra trak Ikast fra og kom foran med 2 og senere 4 mål bl.a. i kraft af de to dygtige ligaspillere. Efter pausen kommer Farsø tilbage og kommer på lige ved 25-25, hvor holdet endda har to chancer for at komme foran. Det lykkes ikke, og i stedet bliver det til en 2-minutters udvisning, som bliver afgørende.

“Vi spillede faktisk godt og viste efter sidste uges nederlag, at vi kunne stå sammen som et hold”, slutter Klaus Hansen.

Hos herrerne i 2. division tabte Aars på udebane med 25-30 til Mejrup-Hvam.

Aars HK’s damer i 3. division formåede at vinde hjemmekampen mod Thisted med 22-19 og besætter dermed fortsat førstepladsen i puljen med et forspring på 2 point ned til Aabybro på andenpladsen.

Aalestrup vandt en sikker sejr på 28-19 over Oddense-Otting i herrernes 3. division, medens Løgstør i samme pulje måtte se sig besejret med 21-28 på udebane mod Vestbjerg, som dermed skubber Løgstør ned på fjerdepladsen og selv overtager andenpladsen i rækken - dog med samme pointtal som Løgstør, som har hentet 10 point i sæsonens første 7 kampe.

I damernes jyllandsserie spillede Løgstør uafgjort 19-19 på udebane mod Støvring, medens Blære-Hornum fik en ordentlig snitter: 9-23 i udekampen mod Dall-Ferslev.

Grundlagt 1. februar 2006         Redaktør: Jacob Dalgaard           Telefon: 3012 6000             info@lokaltindblik.dk 

Weltklasse!