I denne tid bliver fodboldstøvlerne fundet frem fra gemmerne, pudset og gjort klar til den kommende sæson.
Tekst: Per Lyngby Fotos: Løgstør IF
I den forløbne weekend var der standerhejsning i Løgstør og i ugen før var der opstart i Aars. I den kommende weekend er der en række andre klubber, som tager hul på træningen.
Sportslig ansvarlig i Løgstør IF, Keld Kronborg, kunne notere et flot fremmøde, da 30 spillere var mødt frem for at se klubflaget gå til tops og deltage i den første træning. Det sker under nye trænere for såvel første- som andetholdet.
Anders Overgaard skal styre tropperne på klubbens førstehold, som efter et katastrofal afslutning i efterårets sidste kamp måtte se en nedrykning i øjnene, da Hjørring scorede 2 mål i den absolutte slutfase. Derfor står den på bold i serie 1, når der tages hul på turneringen i april. Der er også ny træner til andetholdet, som spiller i serie 4. Her bliver Jan Pedersen, som får ansvaret.
Flere var forhindret i at være med ved standerhejsningen, så det ser lovende ud for LIF, som også kunne konstatere, at flere tidligere spillere og enkelte nye var dukket op til den første træning.
I Aars IK har man hentet den tidligere andetholdstræner i netop Løgstør, Allan Leander Mikkelsen, som afløser Jacob Dyrman på posten som træner for klubbens førstehold i serie 3.
I den kommende weekend er der standerhejsning i FUIK, Strandby, Kvik-Aalestrup og Gundersted.