Fodbold: Det holdt hårdt, men Strandby vendte 0-2 til 3-2 på hjemmebane.
Tekst & foto: Per Lyngby
Efter forårets første kamp mellem Sønderup-Suldrup og Strandby, var sidstnævnte særdeles utilfredse med det nederlag, som de blev tilføjet i serie 3.
Der var derfor lagt godt og grundigt i kakkelovnen, da Sønderup-Suldrup tirsdag aften gæstede Fort Beachtown Arena, som ingen hold har formået at nedbryde i dette års turnering.
Gæsterne så dog stort på den kendsgerning og bragte sig selv på vinderkurs - og hjemmeholdet på randen af knock-out, da de bragte sig foran med 2-0 og tilmed måtte se målfarlige Mikkel Pedersen forlade banen med en skade allerede efter et kvarters spil. Men Strandbyspillerne tror slet ikke, at de kan tabe på deres hjemmebane og fortsatte ufortrødent med at kæmpe. Det gav pote, da Michael Buchholdt igen igen udnyttede et straffespark, som blev begået mod Mike Bunde. Dermed fik han reduceret, så pausestillingen var 1-2.
Og så tog tilbagevendte Anders Kjær ellers fat. Først udlignede han til 2-2, og sidenhen blev han matchvinder, da han headede den forløsende scoring i nettet til 3-2.
Strandby fik sin hævn - og nok så vigtigt holder mandskabet også snor i topholdet Hornum, som ligger et enkelt point foran med en kamp færre. Strandby ligner det eneste hold, som reelt kan true Hornum, som de møder hjemme i Strandby. Men en sejr i det interne opgør er ikke nok, der skal også hjælp til fra andre hold i puljen, og så må det hjemmebanestærke mandskab ikke selv sætte en fodboldstøvle forkert i resten af foråret.