Fredag d. 18. januar 2019 - Årgang 13
Holdet som lørdag sikrede Strandby oprykning til serie 4 efter 2 sæsoner i serie 5.

Fortet vil ikke falde - Strandby rykker op med politiets hjælp..

21-10-2018

Fodbold: Landsbyklubben er på vej tilbage efter krise i foråret.

Tekst & foto: Per Lyngby

Det ser ud til at man har fået stoppet blødningen, som var nær ved at koste klubbens seniorhold livet i Strandby IF. Massiv afgang af spillere til andre klubber i kommunen førte til, at man i foråret trak holdet ud af serie 3 og i stedet tilmeldte sig i serie 5, hvor det ikke blev til mange sejre i foråret.

Det tidligere så mægtige og uindtagelige fort på Beachtown Arena vaklede i sin grundvold, og spørgsmålet var, om det ville falde helt sammen efter at klubben så sent som for 2 år siden spillede i serie 2.

Men nu er kavaleriet på vej - flere spillere er tilbage i den Celtic-inspirerede grøn-hvide trøje, og sejrene er igen i overtal - såvel på udebane som hjemme i fortet. Træner Troels Nymark, som blev fritstillet i foråret, kan slet ikke undvære duften af fra de små omklædningsrum i landsbyklubben og har også valgt at give en hjælpende hånd.

Oprykningskamp på Beachtown

Lokaltindblik.dk har tidligere dækket klubbens kamp, da der stod serie 3 og 2 på visitkortet, og vi vendte lørdag formiddag tilbage til fortet for at lodde stemningen på Beachtown Arena, nu hvor der står serie 5 på holdkortet. Dog med mulighed for at avancere, hvis der kunne hentes point i dagens kamp mod Støvring.

Og missionen blev fuldført med en  sejr på 2-0 - men oprykningen og sejren kom ikke i hus uden at politiet måtte involveres!

Den bestilte dommer dukkede nemlig ikke op, og derfor stod de to hold klar, men uden en opmand til at lede slagets gang. Redningen kom i skikkelse af den tidligere SIF-bomber Mikkel Pedersen, som var mødt op for at se kampen fra tilskuerpladserne. Det kom han ikke til, for efter lidt forhandling fik man overtalt Pedersen til at passe fløjten, og med sit daglige virke som politibetjent burde han være den rette til at lede kampen, så den blev afviklet efter reglerne.

Midt i første halvleg havde spillere fra begge hold brokket sig over den vikarierende dommers kendelser, hvilket fik ham til at kalde de to anførere til en kort samtale, hvor det blev gjort klart, at brokkerierne skulle stoppe - ellers blev kampen stoppet!

Det hjalp, og spillet kunne genoptages. Med hjemmeholdet som den dominerende part overfor et teknisk velfunderet og rutineret Støvring-hold, som dog var sjældne gæster foran Strandby-målet. Et enkelt farligt langskud var hvad det blev til, og da hjemmeholdet ikke kunne omsætte deres spilovertag i scoringer, gik holdene til pause med 0-0.

Strandby kunne nøjes med uafgjort, men man fornemmede, at holdet gerne ville slutte af med en sejr hjemme i fortet, og forløsningen kom med et lille kvarter igen, da Malte Kornerup var gået med frem til et hjørnespark, som han headede i mål, da målmanden gik forkert af bolden. Inden slutfløjtet havde Mihai Rusu gjort det til 2-0 på et godt langskud, og dermed var oprykningen til serie 4 i hus.

Glade tilskuere

Et halvt hundrede tilskuere var mødt op for at overvære triumfen, og man fornemmer, at tilskuerne i Strandby er glade for, at der stadig er bold på byens hyggelige stadion. Der er tændt op i grillen, så man kan købe sig en pølse og evt. en øl eller en sodavand. Kaffen er ganske gratis og bliver på fornem serveret for de trofaste tilskuere i “hjemmebaneafsnittet” bag mål ved klubhuset.

“Det er fint med noget bold, og så er det egentlig ikke så vigtigt, hvilken række, vi spiller i. Men nu håber vi godt nok, at spillerne bliver og bakker op, så vi ikke står i samme situation til foråret”, lød det fra en gruppe af de trofaste tilskuere.

I foråret valgte man at fritstille træner Troels Nymark, men han er også vendt tilbage og har i efteråret bistået med hjælp og råd.

“Jeg synes, at holdets tidligere så flotte hjemmebanestatistik, som gjorde Beachtown til et fort, var ved at forsvinde, og det syntes jeg, der skulle gøres noget ved”, siger Troels Nymark, som simpelthen ikke kunne undvære stemningen i den lille klub.

Om han kommer til at stå i spidsen for holdet i serie 4 er uvist - det kommer klubben til at afgøre, men under alle omstændigheder vil Nymark nok være at finde på træningsbanen i Strandby en gang imellem for selv at få lidt god motion og leg med den lille runde læderkugle.

Indsatsen lørdag var måske ikke efterårets bedste fra Strandbys side, men når man ser på det spillermateriale, der er til rådighed, burde holdet kunne klare sig i serie 4. Og med det genopbygge ført som base, bør der i det mindste ligge en del point og vente på hjemligt græs i Strandby.

Og meget tyder på, at man også i foråret kan få hjælp af politiet. Velunderrettede kilder oplyser, at man forventer at se Mikkel Pedersen tilbage i Strandby-trøjen i det omfang politiarbejde giver mulighed for det.

Grundlagt 1. februar 2006         Redaktør: Jacob Dalgaard           Telefon: 3012 6000             info@lokaltindblik.dk 

Weltklasse!