Fodbold: Kedelig nulløsning på kunstgræsset i Farsø.
Tekst: Per Lyngby
Gundersted og FUIK er to af de hold, som mange har peget på som oprykningsfavoritter i serie 2 i foråret. Torsdag aften mødtes de to hold så i Farsø hvor Gundersted troppede op med fire sejre på stribe, medens hjemmeholdet kunne se tilbage på en sejr i premieren og et nederlag i sidste runde mod Hornum.
Efter en småkedelig affære sluttede det hele 0-0 og dermed med et enkelt point til hvert hold i en kulisse, som man ikke er vant til i Gundersted:
“Resultatet var meget passende. Vi havde ikke evnerne på dagen til at bringe noget gnist i kampen. Og FUIK virkede til at være tilfreds med ikke at tabe, så det blev en ørkenvandring på en stemningsforladt plastikbane” lyder det fra Gundersteds Mikkel Lindhardt Hansen med hentydning til, at kampen blev spillet på kunstgræs.
FUIK’s træner, Jens Bojer, er enig med hensyn til resultatet:
“Ja, passende med uafgjort i en kamp, hvor der var chancer til begge hold. Der var en god attitude fra samtlige af mine spillere - flere hundrede procent bedre end i den sidste kamp. Vi fik rettet op på mange ting i forhold til Hornum-kampen. Gundersted er jo altid en svær modstander, da de har det fysiske element. Jeg synes dog, at mine spillere bed godt fra sig i de dueller der var. Desuden havde vi mod til at spille og løbe begge veje”, lød det efter kampen fra FUIK-træneren.
Græsbanen på Farsø Stadion er altid længe om at “komme i gang”, men mon ikke de kommende modstandere kan se frem til komme på græs, når de møder FUIK.