Fodbold: Med en sejr på 2-0 ude over Storvorde-Sejlflod holdet holdet fast i oprykningschancen.
Tekst: Per Lyngby
Søndag eftermiddag spiller Kvik-Aalestrup i serie 2 på hjemmebane mod Arden. Til den kamp kan man nok forvente, at der er folk fra FUIK, som følger interesseret med på sidelinjen.
Situationen i toppen af puljen er sådan, at FUIK kan lukrere på, hvis Kvik-Aalestrup sætter point til i søndagens kamp. Det vil i givet fald betyde, at FUIK kan overtage førstepladsen tirsdag aften, hvis de hjemme på kunstgræsbanen i Farsø kan besejre Hornum i den kamp, som blev afbrudt og udsat tidligere på året på grund af torden.
Det er lørdagens FUIK-sejr på 2-0 ude over Storvorde-Sejlflod, som har bidraget til den fortættede spænding i toppen, hvor Gundersted også har en teoretisk mulighed for at rykke op, hvis de to konkurrenter går helt i stå i deres sidste kampe.
FUIK’s mål i Storvorde blev scoret af Musar Traore på frispark og Christian Kurinow på straffe.
Foruden tirsdagens hjemmekamp mod Hornum har FUIK også hjemmekamp i sidste runde, hvor holdet møder Nørager-Rørbæk, som kæmper en hård kamp med Hornum om at undgå nedrykning.