Fodbold: Med en sejr på 1-0 udbyggede LKB-Gistrup sin føring i toppen af serie 2.
Tekst & foto: Per Lyngby
Fredag aften kunne FUIK’s fodboldherrer fører ny spænding ind i toppen af puljen, hvis de kunne komme ud af opgøret mod LKB-Gistrup med en sejr. I så fald ville de to hold ligge helt lige i tabellen. Det var dog gæsterne, som trak det længste strå, og dermed trak de også fra i toppen, hvor der nu er et forspring på 6 point ned til de nærmeste forfølgere, som netop er FUIK.
Kampen udviklede sig til en jævnbyrdig affære, hvor der ikke blev skabt de helt åbne målchancer. Gæsterne havde et lille overtag før pausen, hvor ingen af holdene formåede at score.
I anden halvleg havde FUIK et par gode optræk til chancer, men enten blev der skudt forbi, eller også løb det hele ud i sandet, før det blev rigtig farligt. De teknisk velfunderede gæster satte også i et par tilfælde FUIK-keeperen på prøve, men der skulle lidt af en tilfældighed til, før kampens afgørende scoring faldt midt i halvlegen. En løs bold blev opfanget af en LKB’er, som forsøgte sig fra distancen, og bolden strøg i mål ved modsatte stolpe. En situation, hvor FUI-forsvaret nok burde have været lidt skarpere til at få clearet bolden ud af farezonen, inden chancen opstod.
Efter scoringen jagtede FUIK den livsvigtige udligning, men holdet levede ensidigt på lange bolde frem mod angriberne, og den lektie havde gæsterne læst op på, så de havde ikke de store problemer med at afvise. Mod kampens slutning kom der lidt mere pres på, og via et par hjørnespark var det tæt på, men det blev ved lige ved og næsten for FUIK, som onsdag aften møde Sønderup-Suldrup på udebane.