Fodbold: Hjemme på Farsø Stadion blev det lørdag til en sejr på 4-2 over Svenstrup-Godthåb.
Tekst & foto: Per Lyngby
Efter 5 spillerunder toper Farsø-Ullits IK i serie 2, hvor de er ubesejrede og har opnået 13 point. Senest blev det til en sikker sejr på 4-2 over Svenstrup-Godthåb.
I kampens første halve time, var det hjemmeholdet som havde bolden mest, men det var gæsterne, som var farligst på deres direkte kontrastød. På et af disse blev det 1-0, da FUIK ikke fik clearet bolden, selv om muligheden var der, og så kunne en angriber sender bolden i mål ved fjerneste stolpe. FUIK spillede tålmodigt og var gode til at holde fast i bolden, men det kneb med de afgørende afleveringer, som ofte lå skidt eller blev behandlet for dårligt, men i halvlegens slutfase kom der hul på bylden. Jonas Sneftrup blev spillet fri i venstre side, i første omgang blev han tacklet, men han fik bolden med sig og kunne udplacere målmanden med et godt skud. Kort efter blev Niclas Brøndum fældet ved baglinjen, og på det efterfølgende straffespark kunne Jesper Kristensen sikre hjemmeholdet en pauseføring på 2-1.
I anden halvleg satte FUIK sig tungt på spillet, og holdet tilspillede sig flere gode muligheder. Lasse Jensen blev spillet fri i højre side af feltet og kannoneree bolde i nettet via den ene opstander. 3-1 til FUIK, som for alvor lugtede blod. Scott Jensen ramte stolpen efter et flot angreb, og man ventede bare på den fjerde scoring, som definitivt ville lukke kampen. Den kom ikke i første omgang, og da Lasse Jensen blev udvist i 10 minutter, øjnede gæsterne muligheden for at komme tilbage. Det var også tæt på, men målmand Niclas Finnerup diskede op med en flot dobbeltredning. Kort efter sendte Jeppe Nyby bolden i nettet på et langskud, og foran 4-1, skulle sejren bare køres i hus. Svenstrup fik scoret kort før tid, men mere blev det ikke til, og dermed kunne FUIK’s sejrsråb igen lyde ud over stadion i Farsø.
I næste runde venter Hadsund på udebane, og med en sejr her, kan FUIK for alvor lægge luft ned til forfølgerne.