Fredag d. 22. november 2019 - �rgang 14

FUIK vandt tæt lokalopgør

21-08-2019

Fodbold: Hornum kunne ikke udnytte sine chancer - og så vandt FUIK med 1-0.

Tekst: Per Lyngby

Tirsdag aften havde FUIK besøg af Hornum til lokalopgør i serie 2. Hjemmeholdet havde brug for en sejr for at hænge på i toppen, medens gæsterne jagtede deres første sejr og 3 point i bestræbelserne for at komme væk fra bunden.

Efter en lige og jævnbyrdig kamp kunne FUIK trække sig tilbage med en sejr på 1-0, men Hornum burde have haft det ene point med hjem til markedsbyen.

I en chancefattig første halvleg bølgede spillet frem og tilbage. Hornum havde et par gode gennemspillede angreb i venstre side, men tættere på end et godt skud, som satte Nicklas Finnerup i FUIK-målet på prøve, kom man ikke en scoring. FUIK havde også tilløb til et par muligheder, men rigtig farligt blev det aldrig.

Farlig blev det til gengæld allerede i starten af anden halvleg, hvor en kikset FUIK-aflevering gav en friløber til Hornum, som dog forpassede den store mulighed, da en angriber løb i offsideposition. Senere havde Hornum endnu en god mulighed efter en løs bold i feltet, men målmanden og forsvaret fik afværget. FUIK havde en god mulighed efter et godt angreb i venstre side, men der blev afsluttet lige i hænderne på målmanden fra en spids vinkel. Kampens afgørende mål faldt efter en lille halv time, da et forsøg blev afværget i første omgang, men unge Sune Gaardahl var kvik over riposten, som han akrobatisk sparkede bagover sig selv og i nettet.

I kampens sidste kvarter kastede Hornum alt frem i bestræbelserne på at fremtvinge en udligning, og det blev til et par gode muligheder, som dog ikke blev omsat i mål. Satsningen gav også mulighed for farlige FUIK-kontraer, bl.a. var Lasse Jensen ved at slippe fri, men Hornums målmand var gået langt frem og fik afværget i sidste øjeblik.

Uafgjort havde nok været et passende resultat. Hornum viste, at de spillemæssigt kan begå sig i serie 2, men holdet skal være mere effektive, når chancerne byder sig - ellers kan det blive mere end svært at komme fri af bunden.

Grundlagt 1. februar 2006         Redaktør: Jacob Dalgaard           Telefon: 3012 6000             info@lokaltindblik.dk 

Weltklasse!