50 superveteraner mødtes til hygge og indefodbold i Strandby.
Tekst & foto: Per Lyngby
Der var flere tusinde års fodbolderfaring i benene, da en flok ældre herrer søndag mødtes til en gang indendørs fodbold - og hygge - i Strandby Hallen.
Otte hold stillede op ved stævnet, som er for spillere på 60 år og derover - ældste aktive spiller på dagen havde rundet de 75 somre, men et par yngre modeller midt i 50’erne havde også sneget sig med, hvilket dog ikke førte til de store protester. Alle var nemlig mødt frem først og fremmest for at få en gang hyggelig motion og en masse fodboldsnak.
Og hygget blev der, og snakket. Begivenhederne på banen blev kommenteret med et glimt i øjet, og der var klapsalver såvel for fremragende fantomredninger som for store afbrændere med blot en halv meter til målstregen.
- Vi blev godt nok spillet tynde i forsvaret, men det er der nu ikke nogen, der kan se på os, lød en af de muntre kommentarer, medens en anden mente, at stregerne på halgulvet var malet så høje, at en medspiller ligefrem faldt over dem! En tredje havde så travlt med at kigge på haluret, at han glemte at kigge på bolden, da han lagde an til skud i kampens døende sekunder. Med det resultat, at bolden kun fik et lille puf og var lige ved at give modstanderne mulighed for en hurtig kontrascoring. Den detalje gav også anledning til latter og muntre bemærkninger - bl.a. om at spilleren burde bruge starten af næste kamp til at få gjort skuddet færdigt.
Og sådan flød fodboldspillet og de hyggelige kommentarer i et par timer.
Der blev spillet i to puljer, hvorefter der var fire hold i semifinalerne, inden Ulbjerg og Kvik tørnede sammen i finalen, som for andet år i træk blev vundet af Ulbjerg, som tydeligvis holder formen og teknikken ved lige gennem regelmæssig træning.
De ca. 50 deltagere samledes efter stævnet til smørrebrød og en øl i hallens cafeteria, hvor der blev snakket og grint et par timer, inden fruerne kom kørende for at hente deres fodboldmænd hjem.
Det er den tidligere spiller og træner, Anker Østergaard, som har taget initiativ til stævnet, hvor den lokale hold stillede op med 3 hold, medens der i øvrigt var hold fra FUIK, Kvik, Ulbjerg, Testrup og Ravnkilde. Anker Østergaard spiller ikke selv med mere, men har også været primus motor bag en ugentlig træning for en gruppe ældre herrer, som spiller året rundt i Strandby hver søndag. Om vinteren inde og fra april til oktober ude på græsbanen.
Det var femte år i træk, at stævnet fandt sted, og der blev naturligvis sagt på gensyn til endnu en gang hygge og fodbold i Strandby i 2020.