Fodbold: Lørdag hentede holdet igen point, dog kun et enkelt af slagsen.
For en uges tid siden lå Kvik-Aalestrup og rodede i bunden af serie 1, men med 7 point i de senest tre kampe er holdet nu placeret lunt og godt midt i rækken. Og havde spillerne kendt deres besøgelsestid i hjemmekampen mod Ulbjerg, var der kommet et par point mere på kontoen lørdag eftermiddag.
“Ja, før de 3 kampe her i den seneste uge havde vi gerne solgt den for 7 point. Men taget kampen i dag i betragtning, er vi lidt skuffede over ikke at stå med 9 point. Første halvleg var skidt fra vores side - vi stemplede simpelthen ikke ind. Efter pausen sad vi på det meste, og kampen igennem brændte vi mulighed på mulighed. Enten stod Ulbjergs keeper i vejen, eller også overplacerede vi afslutningerne. Jeg vil ikke kalde det tyveri, for vi er selv skyld i at måtte nøjes med pointdeling, men det er helt vildt, at vi ikke ender med en sejr taget chancefordelingen i betragtning. Vi er dog yderst tilfredse med vores position pt., så værre er det ikke. Det er
stærkt at tage 7 point på en hård uge efter en dårlig start på turneringen”, lød det efter kampen fra assistenttræner Danny Bartholomæussen.
Kvik-Aalestrup kom bagud 0-1 på et selvmål i første halvleg, men efter pausen scorede Per Nielsen til 1-1.
Trods det uafgjort resultat blev afstanden til bunden øget, da Viborg lørdag tabte til Gundersted og dermed ligger isoleret i bunden med bare et enkelt point.
På lørdag tages der hul på anden turneringshalvdel, hvor Kvik-Aalestrup får besøg af rækkens tophold fra Løgstør.