Fodbold: Debutant scorede to gange i sejren på 5-1 over Skive.
Tekst: Per Lyngby
Fredag aften fik Gundersteds fodboldherrer i serie 1 en flyvende start, da holdet hjemme på Freja Park besejrede Skive.
“Flosklen om en god start på sæsonen blev i hvert faldet holdt i hævd, men det var også et ungt og tandløst Skive-hold, vi mødte”, fortæller Mikkel Lindhardt Hansen fra Gundersted.
Sejren blev grundlagt af en solid defensiv indsats i en kamp, hvor Skive havde mest boldbesiddelse. Gæsterne fik den første advarsel om, hvad der var i vente allerede efter 7 minutters spil, da Gundersted efter et hjørnespark headede på stolpen, og blot 3 minutter senere gentog det sig med endnu et forsøg på stolpen. Midt i halvlegen erobrede debutanten, Mads Vestergaard, bolden i Skive-opspillet, og han driver selv bolden frem til kanten af feltet og sparker den fladt ind via en forsvarsspiller. Kort tid efter lobber René “Nuggi” Petersen bolden ind til Mads Vestergaard, som er fri i feltet og scorer til pausestillingen 2-0.
Anden halvleg blev en tro kopi af første og i en kontra efter 55 minutter dukker Vadym Rudenko op på bagerste stolpe og scorer let. Derfra var det næsten kun et spørgsmål om, hvor mange gange nettet skulle blafre bag Skivemålmanden. Kenneth Haldrup udbyggede til 4-0, før Skive fik reduceret, men Kenneth Haldrup var på pletten igen og lukkede kampen af med et hovedstødsmål efter et hjørnespark.
“En kamp, som lignede lidt et senior-mandskab imod et ynglingehold. Vi vandt og det blev en god debut for nyankomne Mads Vestergaard, med to mål og to assist”, siger Mikkel Lindhardt Hansen.