Fodbold: Efterårets dårligste kamp blev tabt på hjemmebane.
Tekst: Per Lyngby
Efterårets store overraskelse i serie 1 har været Gundersteds fodboldherrer, som efter oprykningen har markeret sig i forreste linje og spillet lige op mod oprykningsfavoritterne fra Løgstør og Thisted.
Fredag aften gæstede Højslev så Freja Park i Gundersted, og denne aften kunne hjemmepublikummet se et tamt og uinspireret Gundersted-hold, som da også endte med at tabe kampen med 1-2. Efterårets første nederlag til oprykkerne.
“Ja, når vi først vælger at bringe noget gnist ind i kampen efter 65 minutter, er det vist okay, at vi ikke få point ud af anstrengelserne - selv om vi kunne have stjålet det ene point helt til sidst. Vi kommer bagud på en omstilling og ved et hjørnespark i første halvleg. Vi får først reduceret til sidst med små 5-7 minutter igen ved Alexander Møller i en periode, hvor vi belejrer deres felt med indlæg. I slufasen må de to gange redde på stregen. Vi spillede vores dårligste kamp længe, og det var lige så meget Højslevs fortjeneste”, lød det med selverkendelse fra Gundersteds Mikkel Lindhardt Hansen efter nederlaget.
Nederlaget betyder også, at Højslev rykker foran Gundersted i tabellen, som fortsat føres af Løgstør, som formentlig ikke var helt utilfredse med lokalrivalernes pointtab.
I næste weekend skal Gundersted forsøge at komme tilbage på sporet, når holdet på udebane møder Viborg.