Fodbold: Topholdet holder fast med en sikker sejr på 2-0 over Støvring.
Tekst: Per Lyngby
Onsdag aften skulle Gundersted forsøge at ride videre på den bølge, som har gjort dem til suverænt tophold i serie 2.
Aftenens modstander var Støvring, som ligger placeret i puljens nedre halvdel, kun “undergået” af nedrykkerne fra Hadsund, som ser ud til at fortsætte deres nedtur.
“Det var en typisk top mod bund, kamp. Vi styrede hele første halvleg. Men symptomatisk nok skulle Støvring have en kæmpe chance, før vi for alvor lagde tryk på dem. De headede på stolpen efter små 20 minutter, og 15-20 sekunder senere scorer Søren Munk til 1-0 på en omstilling. Ca. 10 minutter senere scorer Søren Munk så igen efter et gennemspillet angreb. 2-0 ved pausen og kampen var reelt afgjort. Anden halvleg blev en uskøn affære, vi var muligvis lidt for tilfredse, og de havde ikke rigtig evnerne. En halvleg med rodet spil og et hav af spilstop. De var mest på bolden, og de havde også en enkelt chance, medens vi til gengæld havde flere kontraer, som skulle give mål, men det blev ved de 2-0”, fortæller Mikkel Lindhardt Hansen fra Gundersted.
Efter første turneringshalvdel er Gundersted fortsat ubesejret og toppe puljen med 16 point for 6 kampe. Næste opgave er St. Restrup på udebane - det første opgør i Gundersted sluttede med hjemmesejr på 3-1.