Fodbold: Heller ikke denne gang lykkedes det for FUIK at få point med fra Gundersted.
Tekst: Per Lyngby
De lokale vesthimmerlandske hold ligger tæt i toppen af serie 2, hvor de skiftes til at besætte førstepladsen. Torsdag aften blev FUIK vippet væk fra den plads, da Gundersted hjemme på Freja Park vandt med 4-1 og selv strøg til tops i puljen.
FUIK bragte sig ellers foran ved Kristoffer Nørgaard i første halveg, men inden pausefløjtet var det hjemmeholdet, som havde bragt sig foran med 3-1.
“Anders Torp udligner til 1-1, Kristian Skriver gør det til 2-1 og Jesper Møller 3-1, fortæller Gundersteds Mikkel Lindhardt Hansen, som også må erkende, at gæsterne fra FUIK var helt ovenpå i anden halvleg.
“Da var vi presset helt ned”, erkender Gundersted-forsvareren.
FUIK-træner Jens Bojer betegner det som en meget lige kamp, hvor forskellen er udnyttelsen af de chancer, man får.
“Efter vores føringsmål har vi en periode, hvor fokus er væk.Bagud med 2 mål ved halvleg, skulle der sadles om. Vi skabte vel tæt på 3 hundrede procent chancer efter pausen. men de har i deres spillende træner, Kristian Skriver, en spiller som er en klasse for sig - i tanke og handling”, siger Jens Bojer, som i samme forbindelse er skuffet over sine spilleres indsats i topkampen.
Næste torsdag spiller Gundersted hjemme mod oprykkerne fra Trekroner, medens FUIK får besøg af Storvorde-Sejlflod, som også er oprykkere.