Håndbold: Aars og Farsø mødes for første gang efter skilsmissen i TVH.
Tekst & foto: Per Lyngby
Vi var engang så tæt!
Sådan synger Tøsedrengene på et af deres store 80’er hits. Teksten kan også bruges på håndboldklubberne i Aars og Farsø, som gennem 7 år fra 2009 til 2017 stod last og brast om eliteoverbygningen Team Vesthimmerland med divisionshold hos både herrerne og damerne.
Efter sæsonafslutningen i foråret 2017 sluttede samarbejdet, og de to klubber stod igen på egne ben. Det betød, at Aars overtog herreholdet i 2. division, medens damernes 2. divisionshold gik til Farsø.
Aars fik et damehold i 3. division og var tæt på at sikre sig oprykning til 2. division, da sæsonen sluttede i foråret, men efter flere forsøg glippede det. Indtil et andet hold trak sig, hvorefter Aars blev tilbudt at avancere. Det sagde de straks ja tak til.
Dermed var der også lagt op til et par spændende kampe mellem de to tidligere samarbejdspartnere, og på søndag skal det første slag slås, når Aars og Farsø tørner sammen i Idrætscenter Østermarken i Aars.
Forud for kampen ligger Aars med 4 point for 3 kampe, medens Farsø-damerne ikke har fået point ud af deres to første opgør, der akurat som søndagens kamp er spillet på udebane.