Fodbold: Trods 3 scoringer af Niclas Sigvardsen måtte Hornum forlade St. Restrup uden point.
Tekst: Per Lyngby Foto: Caroline K. Nielsen
Hornum scorede 3 gange i udekampen mod St. Restrup i serie 2, men det var alligevel ikke nok til at kaste point af sig. Hjemmeholdet nettede nemlig 4 gange og kunne dermed trække sig tilbage med en kneben sejr.
St. Restrup bragte sig foran efter godt 10 minutters spil. Den føring fik Niclas Sigvardsen udlignet på straffespark, men inden pausen havde hjemmeholdet scoret igen og kunne således gå til theen foran med 2-1. I anden halvleg fortsatte St. Restrup med at score - holdet bragte sig foran med 4-1, inden et nyt straffe til Hornum blev omsat til reducering - igen ved Niclas Sigvardsen. Og Sigvardsens hattrick blev fuldbyrdet med 3 minutter igen, hvor han på oplæg fra Philip Mortensen reducerede til 3-4. Nærmere kom Hornum ikke, og dermed er holdet med 4 point placeret som tredjesidst med et forspring på 3 point ned til Hadsund på nedrykningspladsen.
“Vi fejlede for meget. Hjemmeholdet var hurtige og skarpe i front, og med en tidlig føring kom det til at foregå på deres præmisser. Med 5 skader og afbud, var vi pressede på bredden: to unge debutanter og en senior oldboys på bænken. Det var bare ikke vores dag - på nogen måde”, fortæller Johnny Nielsen fra Hornum.
I næste runde er Hobro oversidder, hvorefter det den 12. maj gælder en meget afgørende kamp mod Hadsund. Forhåbentlig er holdet til den tid knap så afbudsramt som i denne runde.