Søndag d. 19. november 2017 - Årgang 12
Hornum under pres i hjemmekampen mod Gundersted - lørdag er oprykkerne for alvor under pres, da de skal have point ud af hjemmekampen mod Storvorde-Sejlflod, medens FUIK gerne skal vinde over Nørager-Rørbæk. Går kabalen ikke op, må Hornum retur til serie 3 i foråret.

Her er chancerne for de lokale fodboldhold i sidste runde

02-11-2017

Fodbold: Der er mulighed for såvel op- som nedrykkere i det vesthimmerlandske.

Tekst & foto: Per Lyngby

I den kommende weekend skal fodboldspillerne i Vesthimmerland i aktion for sidste gang i efteråret. For nogle hold er der ikke noget at spille om, medens andre går på banen med bevidstheden om, at der skal point på kontoen i bestræbelserne på at rykke op - eller undgå at rykke ned. Sportsredaktionen har set på de forestående kampe og sat procenter på holdenes muligheder for succes - eller fiasko.

Jyllandsserien

Efter en katastrofal start har Løgstør gennem hele sæsonen ligget under nedrykningsstregen. Tirsdagens sejr over Aalborg Freja bragte holdet op over den kritiske streg, og med blot uafgjort i sæsonens sidste kamp på udebane mod Hjørring, kan den vikarierende træner Henrik Larsen aflevere et jyllandsseriehold til sin efterfølger. Hjørring har tabt de seneste fire kampe, men vil formentlig sætte alt ind på ikke at tabe den sidste og kan se tilbage på en sejr i Løgstør (6-4). Løgstørs chancer må betegnes som værende 60/40.

Serie 2

De fire vesthimmerlandske hold har alle noget at spille for - i teorien. I toppen tyder meget på, at Kvik-Aalestrup sikrer sig oprykning til serie 1. Det sker, hvis holdet på udebane kan besejre bundproppen og allerede nedrykkede Trekroner. Aalestrups chancer: 80/20.

FUIK og Gundersted ligger lige i kølvandet og lurer, hvis lokalrivalerne skulle snuble. Sker det, kan FUIK med en sejr over Nørager-Rørbæk tage oprykningsbilletterne fra Kvik-Aalestrups. FUIK’s chancer: 15/85.

Hornum kæmper hårdt i bunden af rækken, efter at holdet har ligget over nedrykningsstregen gennem hele sæsonen, røg de med to spillerunder igen ned på en dumpeplads. Skal den veksles til en redning, skal holdet satse på, at Nørager-Rørbæk ikke vinder deres sidste kamp i Farsø, som selv har en oprykning at spille for. Hornum møder Storvorde-Sejlflod, som ikke har noget at spille for, hvilket kan blive en fordel, derfor må chancerne for redning sættes til 40/60.

Serie 3:

Her er det kun Aars IK’s førstehold, som har noget at spille for. Strandby og Aars 2 er begge lunt placeret i deres pulje og er også at finde i serie 3 næste sæson.

Meget tyder på, at Aars 1 også kommer til at forblive i serie 3, da holdet ikke selv kan afgøre sin skæbne. Holdet skal som minimum vinde hjemmekampen over Viborg Søndermarken, som også har en teoretisk oprykningsmulighed. Begge hold er dog afhængige af, at Foulum skal tabe deres sidste kamp mod rækkens prügelkanpe fra NUGF. Med et par fodboldklicheer kan man sige, at bolden er rund og festen ikke er forbi før den fede dame har sunget og alt kan ske i fodbold, men Aars’ chancer er små: 5/95.

Grundlagt 1. februar 2006         Redaktør: Jacob Dalgaard           Telefon: 3012 6000             info@lokaltindblik.dk 

Weltklasse!