Fodbold: Med kvindelandsholdets Line S. Jensen blandt tilskuerne vandt Hornum med 4-0 i deres første kamp i serie 2 nogensinde.
Tekst & foto: Per Lyngby
Der var ikke meget slinger i valsen, da Hornum i foråret sikrede sig oprykning til serie 2 for første gang i klubbens historie. Fredag aften skulle holdet så se, om vingerne kunne bære, da Nørager-Rørbæk gæstede Hornum Stadion på en smuk sommeraften.
Og gæsterne var faktisk rykket ned i serie 3 men blev reddet af en fynsk konkurs, som påvirkede ned gennem rækkerne, så Nørager-Rørbæk undgik en degradering. Måske ville de ønske, at de alligevel var rykket ned, for de fik i den grad ørerne i maskinen af et tændt og veloplagt hjemmehold.
Allerede efter små 5 minutters spil kom Hornum foran, da Mads Rask med en god aflevering fandt Simon Baade, som med et perfekt spark sendte oprykkerne i front. Føringen gav ro på, og det var Hornum, som dominerede de første 45 minutter, uden at det blev rigtig farlig foran gæsternes mål - før til slut. Efter et par gode Nørager-muligheder i den ene ende af banen, slog Hornum kontra 5 minutter før pausen, Først ved Simon Ipsen som udnyttede en situation, hvor gæsterne ventede at få et frispark. Det fik de ikke, og så sendte Ipsen bolden over i det lange hjørne til 2-0. Og det skulle blive bedre endnu, for på halvlegens sidste spark nettede altid farlige Mads Rask, da han fik en friløber og køligt udplacerede målmanden.
3-0 til Hornum ved pausen - noget, som de fleste i markedsbyen næppe havde turdet håbe på, før kampen gik gang.
Efter pausen kom Nørager-Rørbæk lidt bedre med, men det åbnede til gengæld op for giftige kontraløb, hvor Mads Rask konstant lurede på kanten af off-side. I flere tilfælde blev der også dømt, men et par gange slap han fri og fik afsluttet eller spillet medspillere fri til gode skudmuligheder. Med 5 minutter igen fik Rask netop en af de bolde, han så gerne vil have. Først afdriblede han sin direkte modspiller, for til slut vinde en mod en duellen mod målmanden, som endnu en gang måtte kapitulere overfor målræven fra Hornum.
4-0 til Hornum i en perfekt premiere på en flot bane og med små 200 tilskuere på lægterne.
Uden at forklejne Hornums sejr, var holdet oppe mod et af rækkens svagere hold, men allerede på tirsdag kan holdet vise, om de kan lege med i det fine selskab, når de gæster Farsø Stadion og møde FUIK i de to klubbers første lokalopgør mellem førstehold i nyere tid.
I de to klubbers spæde ungdom var der flere møder mellem de to klubber, som er stiftet i henholdsvis 1903 (Hornum) og 1904 (Farsø IK).