Fodbold: Tidligt mål og dødbolde var ved at blive skæbnesvangre før flot come back.
Tekst: Per Lyngby
Formanden for Hornum IF har set lidt og af hvert gennem sit liv - også på fodboldbanerne. Torsdag aften fik han en af de mere ekstraordinære fodboldoplevelser, da hans klub var på besøg i Terndrup, hvor en vanvittig kamp i serie 2 sluttede 4-4.
“En sindsyg nat og dag kamp - jeg har sjældent set noget lignende. Vi var sådan set både døde og begravede, men et uforligneligt come-back bragte os tættere på sejren end Terndrup, da vi helt klart frarøves et straffespark få minutter før tid ved stillingen 4-4. Vi var bagud både 3-0 og 4-1, så vi gjorde det heller ikke let for os selv i en kamp, hvor vi igen lader modstanderne score, inden der er spillet 5 minutter”, sagde Johnny Nielsen til Lokaltindblik.dk efter kampen.
Det var ikke mindst dødboldene, som skabte problemer for Hornum, der i tre tilfælde måtte se modstanderne score efter en sådan standardsituation. Efter en halv time var stillingen 3-0 til Terndrup, men på mål af Marc Kastrup Nielsen og Simon Baade var der reduceret en smule, så holdene gik til pause med 4-2 til hjemmeholdet. I anden halvleg reducerede Niclas Sigvardsen Nielsen til 3-4 og Mads Rask udlignede med 10 minutter igen.
Pointdelingen betyder, at Hornum ligger på fjerdepladsen med 7 point for 5 kampe. Næste søndag venter et spændende lokalopgør hjemme i Hornum, hvor Aars kommer på besøg.