Fodbold: Bundholdet fra Tjele Vest blev sendt hjem med nederlag på 0-1.
Tekst: Per Lyngby
Der findes ingen lette kampe i serie 2 i dette forår, heller ikke, når puljens bundhold er på besøg.
Det var man godt klar over i Hornum, hvor kravet var en sejr over et af de hold, som skal holde under sig i nedrykningskampen. Og det blev til den nødvendige sejr over Tjele Vest Sport, selv om den blev med mindst mulig margin.
“En fortjent sejr, målt på spil og chancer. Den skulle have været væsentligt større, da tre friløbere burde have været omsat i mål. De kommer bedre med det sidste kvarter, omend vi stadig skaber det meste”, fortæller HIF's formand, Johnny Nielsen.
Med tre sejre på stribe er det med en vis portion selvtillid, at Hornum i næste runder drager til Aalborgs østlige opland for at møde topholdet LKB-Gistrup, som man klarede 2-2 med i første opgør.