Lørdag d. 16. november 2019 - �rgang 14

Hornum vandt svær udekamp

13-10-2018

Fodbold: Måske rykker holdet op uden at komme i kamp på lørdag.

Tekst: Per Lyngby

På lørdag skal Hornum spiller kamp i serie 3 mod bundholdet Vive på udebane. En sejr i den kamp, og Hornum er sikret oprykning til serie 2, da ingen hold så kan indhente holdet fra markedsbyen. Og måske kommer spillerne slet ikke til at få sved på panden for at rykke op - i den forløbne weekend kunne Vive ikke mønstre hold, hvilket sikrede Løgstør 3 lette point i denne runde.

Skulle Vive være i stand til at stille hold, vil det dog næppe være nok til at forhindre Hornum i at rykke op. Da de to hold mødtes i Hornum, var der klasseforskel, og havde oprykningsfavoritterne blot scoret på nogle få af deres chancer, havde de vundet en storsejr i stedet for bare 2-0.

Skulle det glippe på lørdag, har Hornum stadig 2 kampe til at sikre sig de nødvendige point, der giver den fortjente oprykning.

Alt taler dog for, at champagnen flyder allerede i den kommende weekend. Ikke mindst set i lyset af, at Hornum selv gjorde det hårde forarbejde i denne weekend, hvor det blev til en snæver sejr på 2-1 ude over Nørager-Rørbæk på mål af Martin Kjær Christoffersen og Philip Mortensen.

“Vi måtte slide for det. Men trods alt fortjent målt på chancer, men de var gode - nok faktisk det bedste hold vi har mødt hidtil. Og ja, det begynder da at ligne lidt, og mon ikke Vive kan mande sig op til en hjemmekamp”, lød det efter kampen fra formand Johnny Nielsen.

Grundlagt 1. februar 2006         Redaktør: Jacob Dalgaard           Telefon: 3012 6000             info@lokaltindblik.dk 

Weltklasse!