Torsdag d. 15. november 2018 - Årgang 13

Kimbrertogt mod Hornum

12-09-2018

Fodbold: Torsdag aften kan Aars skabe fornyet spænding i serie 3, hvis de kan slå Hornum.

Efter fire gange uafgjort på stribe kom Aars igen i vinderrollen, da holdet tirsdag aften besejrede Løgstør andetholdet med 2-0. Dermed er der lagt op til et spændende lokalopgør på Hornum Stadion torsdag aften.

Træner Allan Leander Mikkelsen er tilfreds med sit holds indsats i kampen mod Løgstør, hvor Mioo Hathaw og Jonas Frederiksen scorede de vigtige mål, som betyder, at Aars fortsat er ubesejret - og er tilbage i topkampen med en aktuel andenplads.

"Det blev en kamp, hvor hård fight, viljen til at løbe for hinanden samt evnen til at koncentrere sig i 90 minutter blev nøglen til succes for os. Løgstør kom med et stærkt mandskab, hvor flere af spillerne havde erfaring fra Jyllandsserien. De  kom også bedst i gang med kampen og var dominerende den første halve time. Vi blev hurtigt sat under et solidt pres, som også udmundede i en stor hovedstødschance. Udover denne ene chance, samt et utal af hjørnespark, blev Løgstør aldrig rigtige farlige, og som halvlegen skred frem kom vi mere og mere på bolden uden dog at komme til de store chancer”, fortæller Aars-træner Allan Leander Mikkelsen.

Aars IK bruger halvlegen på enkelte justeringer, og kommer også bedst fra start i anden halvleg. Jonas Frederiksen, som også bliver kampens spiller, får stor succes med at finde mellemrummene i modstanderens kæder, hvilket også resulterer i, at han efter ca. 10 minutter af anden halvleg, finder Mioo Hathaw med en knaldhård aflevering på tværs. Mioo Hathaw kommer i et perfekt timet løb til forreste stolpe og flugter den knaldhårdt ind bag en chanceløs keeper.

Efter scoringen kom Løgstør gradvist længere og længere frem på banen, hvor heroisk forsvarsspil af bl.a. Mathias Højsleth og Martin Mogensen gjorde, at  Aars fik blokeret en del skud, så de aldrig rigtige blev farlige. Der bliver dog også begået en masse dumme frispark udenfor feltet, hvor et af dem har retningen direkte mod mål, men heldigvis får Michael Jørgensen en finger på bolden, inden den preller af på overliggeren.

“Den afsluttende periode er kendetegnet ved stresset forsvarsspil, hvor vi har svært ved at få afleveret os ud af presset og i stedet, primitivt, hengiver os til at ekspedere bolden væk. Det lykkedes os dog momentvis at spille os ud af Løgstørs hårde pres, hvor efterårsdebutanten, Morten Hyldal, finder Jonas Frederiksen, som tager et træk ind i banen og føler bolden over i det lange hjørne til slutresultatet 2-0”, beretter Allan Leander Mikkelsen.

Torsdagens tidlige aftenkamp i Hornum kan få topkampen til at knække over - eller den kan skabe fortættet stemning. Inden kampen er Aars 6 point efter naboerne. Den afstand kan reduceres til 3 point med en sejr til kimbrerne, medens de udvalgte fra Bølle Bobs hjemby kan skabe et hul på hele 9 point, hvis de kan bøllebanke storebror i den første betydende turneringskamp mellem de to klubbers førstehold i nyere tid.

Det spændende lokalbrag fløjtes i gang klokken 18.

Grundlagt 1. februar 2006         Redaktør: Jacob Dalgaard           Telefon: 3012 6000             info@lokaltindblik.dk 

Weltklasse!