Løgstør Bokseklub holdt i aftes hjemmestævne i Lanternen med 15 kampe på programmet.
Tekst og foto: Jacob Dalgaard
I de 15 kampe havde Løgstør Bokseklub en bokser med i de seks. Det var Frederik Carlsen (sværvægt), Kai Corre (fjervægt), Rasmus Mikkelsen (letvægt), Benjamin Frandsen (letvægt), Niklas Bech (svægvægt) og Niklas Lund (supersværvægt).
For 19-årige Frederik Carlsen, der er fra Ranum, var kampen hans første rigtige boksekamp. Han har tidligere bokset et par diplomkampe, inden debuten på hjemmebanen. Og for ham var det en perfekt kulisse med mange tilskuere. Trods det kunne han høre tilråbene fra sin storebror og en kammerat samt hans anspændte mor.
Debutkampen stod mod Mustafa Salah fra Viborg. Sammenlagt har Frederik Carlsen boksetrænet i fire år, så han var forberedt på en hård kamp. Planen var at køre modstanderen træt, og allerede i anden omgang fornemmede Carlsen, at Mustafa Salah begyndte at miste power.
Tredje omgang blev hård med stort pres, men Viborg-bokseren led mest. Det indtryk blev bekræftet af dommerne, der tilskrev Frederik Carlsen en klar 5-0 sejr i debutkampen.
Om sejren er begyndelsen på en stor boksekarriere vil Frederik Carlsen ikke spå om. Men han vil gerne have et par kampe mere, inden han om et år skal starte i militæret.
Kai Corrie boksede også sin første kamp, men måtte desværre se sig slået i en tæt fight. Rasmus Mikkelsen boksede sin anden kamp, men fik ikke gang i den boksning han viser i træningslokalet og måtte ligeledes se sig slået.
Efter pausen entrede Benjamin Frandsen ringen til sin 6. kamp. I et lokalbrag mod Mads Kronholm fra Orion i Fjerritslev vandt Benjamin en sikker 5-0 sejr. Niklas Bech boksede sin anden kamp mod en Randers-bokser, men blev desværre ramt af en hård uppercut, der rystede ham og sendte ham til tælling. Han blev efterfølgende ramt 2 gange til tælling, og kampen blev stoppet.
Løgstørs super-sværvægtsbokser Niklas Lund havde debut, og boksede en flot kamp med masser af hårde træffere både dybt og højt, og kunne også hejse hænderne med en flot 5-0 sejr.
Der var over 400 tilskuere til kampene, og de blev guidet gennem aftenen af René Steffensen som ligesom sidste år var hentet ind som stævnespeaker. I bokseringen havde Maya Kvist tjansen som nummerpige.