Mandag d. 19. august 2019 - �rgang 14
Jublende Løgstør-spillere efter en scoring. Holdet spiller i foråret i serie 1, hvor der bl.a. er lagt op til spændende lokalopgør mod Kvik-Aalestrup og Nibe.

Kvik-Aalestrup 2 minutter fra et påskeæg

30-03-2018

Gennem de seneste år har Lokaltindblik.dk fulgt den vesthimmerlandske fodbold tæt med ugentlige reportager fra de lokale kampe i serie 1,2 og 3. Vi fortsætter dækningen i 2018 og vil også gæste de vesthimmerlandske stadions for at lave reportager og fotos fra kampene.

Inden de første spark tages, har vi taget temperaturen på de lokale klubber for at høre status og trænernes eller klubledernes forventninger til den forestående sæson. I samme forbindelse er angivet, hvornår holdenes første kampe er programsat - det er dog vigtigt at påpege, at kampene kan blive aflyst og flyttet, hvis baneforholdene ikke er i orden, hvilket specielt kan være tilfældet for klubber uden kunstgræs.

 

Andreas Overgaard, cheftrænerLøgstør IF serie 1

Vi har haft en rigtig god opstart til den kommende turneringsstart. Vi har i opstarten trænet meget på kunstgræs grundet vejrliget, men dette til trods, så har det fra mit perspektiv som ny cheftræner været en fornøjelse at træne truppen. Der har været høj intensitet, vilje og koncentration, og vi har gennem hele opstarten haft et flot fremmøde.

 

Løgstør er jo nedrykker fra Jyllandsserien, hvorfor mange jo nok naturligt vil sige, at målet må være oprykning! Vi går naturligt efter at skabe nogle gode resultater med sejre til følge, men vi ved også, at det kræver maksimal indsats og indstilling, hvis det skal lykkes, da alle hold gerne vil slå Løgstør.

 

Vi har i opstarten spillet en række træningskampe - især mod Jyllandsseriehold - for netop at blive presset i forskellige facetter. Træningskampene er forløbet tilfredsstillende, og vi har afprøvet forskellige formationer og adskillige spillere er blevet set an.

 

Der er en sund konkurrence om pladserne. Til den kommende sæson har vi fået tilgang af 5 spillere, som forstærker holdet/truppen: Morten Rokkedal (tidligere kontraktspiller i AaB og Thisted), Simon Ipsen (som tidligere har spillet DS i Løgstør), brødrene Christian og Andreas Husum (tidligere spillere i Løgstør) samt Kristijan Pavleka (tidligere topscorer i Tranum).

Afgang: Kristoffer Lynge har valgt at sætte fodbolden lidt på stand-by grundet arbejde.

 

Alt i alt ser det rigtig spændende ud, og vores målsætning er klart at komme til at spille med i toppen af rækken velvidende at rækken har mange dygtige fodboldhold.

 

Løgstør skal i kamp lørdag den 31. marts, hvor gælder slaget om Limfjorden, når de to gamle købstæder Løgstør og Nibe mødes på Løgstør Stadion kl. 13.00.


Danny Bartholomæussen, målmandstræner Kvik-Aalestrup, serie 1

Vi går ind til foråret i serie 1 med en tro på, at vi kan gøre en god figur i rækken. Vi er bevidste om vores status som oprykker gør, at mange automatisk ser os som favoritter til nedrykning, men vi mener vi har en del at byde ind med.

 

Vi har fået opbygget en god holdånd gennem de sidste par år, som flere gange har vist sin betydning i kampe, der ligger på vippen. Samtidig har vi udviklet os spillemæssigt, og vi føler, vi står bedre denne gang end sidst vi var i serie 1 i efteråret 2016. Vores klare målsætning er at etablere os i serie 1, hvilket jeg mener vores kvaliteter berettiger til.

 

Kvik-Aalestrup var allerede i aktion Skærtorsdag, hvor holdets hjemmekamp var flyttet til kunstgræsbanen i Aars. Underlaget passede øjensynligt Kvik-spillerne godt, for de sendte gæsterne fra Nors hjem med tenniscifrene 1-6, og var det ikke for et straffespark i slutminutterne, som gæsterne scorede på, var det også blevet til et påskeæg til thyboerne, som dog slap for nullet.

 

Jens Bojer, cheftræner FUIK serie 2

Forventningerne er høje ud fra materialet. Isoleret set på resultaterne i træningskampene, er mine forventninger da lidt bekymrende. Jeg tænker dog, vi er i en rigtig fin proces i og omkring holdet. Der bliver lagt meget på til træningerne - dette ses synligt i kampene efterhånden.

 

Jeg håber selvfølgelig, at jeg har formået at dosere tingene, så vi peaker til første kamp. Der er prøvet en del af i træningskampene, og en del spillere. Der er rigtig mange unge, der byder sig til, og det er rigtig sundt for alle omkring holdet. Men der er forskel på  at have spillet 100 kampe og 8. Så der skal findes det helt rigtige mix af rutine og ungdom.

 

Jeg har en forventning om, at vi kan blande os i den absolutte top. Der er ikke kommet nye spillere, som umiddelbart går direkte ind på førsteholdet, men spillere som gør bredden rigtig stor. Endvidere ses også mere og mere stabilitet hos de unge, jo flere kampe de får spillet.

 

Vi ved også, at det er yderst vigtigt, at kunne ramme en stime af gode resultater for at slutte i toppen. Vi går benhårdt efter at spille med til det sidste om oprykningen - så må tiden vise om det er at tage munden for fuld.

 

FUIK har premiere på hjemmebane lørdag den 7. april kl. 13.30 mod Hornum IF.

 

Kristian Skriver, cheftræner Gundersted serie 2

Optimisme – er det første ord, der falder mig ind, når jeg tænker tilbage på vores opstart. Der har været en god stemning og en lyst til at spille fodbold. Selvfølgelig kunne det være ønskværdigt, hvis der var endnu flere, der ville gøre lidt mere ved det og prioritere fodbolden lidt højere. Men sådan vil det være på vores niveau.

 

Da vi ikke har en kunstgræsbane i baghaven, har vi i opstarten, ligesom mange andre klubber, ikke været for gode venner med vejrguderne. Vi har spillet en del træningskampe, og det har i den grad været en pose blandede bolsjer resultatmæssigt og spillemæssigt.

 

Vi har prioriteret, ikke at slide folk ned i opstarten, da vi i sidste sæson havde et hav af skader. Det er måske gået lidt ud over konditionen, og den balance er altid svær. Især når det ikke er alle, der har mulighed for at træne to gange om ugen. Men det gør mig fortrøstningsfuld, at vi har fået en trup med større kvantitet og kvalitet grundet lidt tilgang og enkelte spillere, som er blevet skadesfrie.

 

Desuden plejer vi også at være gode til "at være der" når det for alvor gælder. Jeg tror det bliver en spændende forårssæson i en pulje, som på papiret ser noget stærkere ud end efterårets pulje.

 

Gundersted indleder sæsonen søndag den 8. april kl. 13.00 mod St. Restrup.

 

Johnny Nielsen, formand Hornum IF, serie 2

Vi forventer som i efteråret, at det bliver i den tunge ende af rækken slaget skal stå. Der skal kun findes én nedrykker efter Ardens udtrækning, men rækken synes omvendt stærkere end i efteråret, hvor HIF kun lige klarede skærene med hiv og sving.

 

Simon Ipsen er taget retur til Løgstør, og tilgang har der ikke været noget af. Sammenfattende er startelleveren såvel som bredden svækket.

 

Træningskampene har været blandede bolcher, som sådan nogle tit er, men træningsindsatsen har været fin, så holdet er i god form til strabadserne og er rollen som underdogs bevidst.

I klubben glæder vi os til atter at byde på S2 bold til de mange tilskuere vi har - på det parameter kommer vi til at ligge i toppen.

 

Hornum starter sæsonen på udebane lørdag den 7. april kl. 13.30 mod FUIK.

 

Aars IK serie 3

Aars skulle have indledt sæson på udebane mod Strandby, som imidlertid har trukket deres hold ud. Derfor spiller holdet sin første kamp på hjemmebane mod Viborg FF lørdag den 7. april kl. 13.00.

 

Klubbens andethold, som også spiller i serie 3 men i en mere lokal himmerlandsk pulje, indleder sæsonen på hjemmebane med lokalopgør mod Sønderup-Suldrup mandag den 2. april kl. 13.00.

Grundlagt 1. februar 2006         Redaktør: Jacob Dalgaard           Telefon: 3012 6000             info@lokaltindblik.dk 

Weltklasse!