Fredag d. 27. november 2020 - �rgang 15

Kvik-Aalestrup missede oprykning

24-10-2020

Fodbold: Nørager-Rørbæk slog topholdet og nappede pladsen i serie 1

Tekst: Per Lyngby

Lørdag stod Kvik-Aalestrup og Nørager-Rørbæk overfor hinanden på Nørager Stadion i en direkte duel om en plads i serie 1 til foråret. Det vindende hold ville rykke op - så simpelt var regnestykket.

Og Kvik-Aalestrup, som af mange er betegnet som puljens bedste hold, snublede igen, da det virkelig gjaldt. Holdet tabte kampen med 1-4 og kan dermed se frem til et forår i serie 2, da andenpladsen næppe kommer i spil til oprykningskampe, nu hvor turneringen er sat på stand by - den er formentlig helt slut med en spillerunde, som sikkert ikke afvikles.

“Ja, de afgørende kampe er åbenbart gået hen og blevet lidt en forbandelse for os set over de seneste år. Vi har måske nok været rækkens bedste hold på de gode dage, men når vi ikke kan låse op for de hold, der spiller pindsvinefodbold og vi over to kampe kun har ét skud på mål mod et hold uden naturlig målmand, så fortjener vi heller ikke at rykke op. I dag smed vi kampen allerede i første halvleg. Nørager overlod initiativet til os totalt, men det forvaltede vi ikke særlig godt. Tre gange stak de kontrakniven ind før pausen, og så var kampen egentlig ovre, for vi blev aldrig rigtig farlige. Det var næsten umuligt for os at bryde igennem deres 10 forsvarsspillere. Men tillykke til dem og så må vi op på hesten igen til foråret. Vi har simpelthen bare ikke leveret tilstrækkeligt set over hele efteråret og det var ikke kun i dag, at vi tabte oprykningen”, lød det efter kampen fra assistenttræner, Danny Bartholomæussen.

Grundlagt 1. februar 2006         Redaktør: Jacob Dalgaard           Telefon: 3012 6000             info@lokaltindblik.dk 

Weltklasse!