Fodbold: Sæsonens hidtil vigtigste kamp blev vundet hjemme i Aalestrup.
Sæsonens vigtigste kamp!
Sådan betegnede assistenttræner Danny Bartholomæussen i sidste uge tirsdagens opgør på Aalestrup Stadion mellem hjemmeholdet Kvik-Aalestrup og gæsterne fra Viborg FF.
Forud for kampen havde viborgenserne et enkelt point mod hjemmeholdets 3, så med en sejr kunne vesthimmerlændingene skabe lidt luft til bunden i puljen.
Og luft kom der, for med en sejr på 3-1 rykker Kvik-Aalestrup op midt i tabellen, medens de lader Viborg ligge alene tilbage på sidstepladsen.
Jonas Caffey bragte hjemmeholdet foran inden pausen, men i anden halvleg udlignede Viborg, inden Pauli Vendelbo med 2 scoringer sørgede for de vigtige 3 point til sit hold.