Fodbold: En føring på 2-0 blev sat over styr på hjemmebane.
Tekst: Per Lyngby
I sidste uge satte Kvik-Aalestrup point til ved at spille uafgjort mod bundholdet Ulbjerg. Lørdag fortsatte holdet så den kedelige stime ved at spille 2-2 mod endnu et bundhold, endda på hjemmebane, hvor Alhedens udlignede i overtiden.
“Det kan vi overhovedet ikke være tilfredse med. Ved 2-0 i første. halvleg har vi dem lige nøjagtig, hvor vi vil have dem, men en blunder minuttet efter vores anden scoring gav dem troen tilbage. Trods flere store muligheder for både at lukke kampen til 3 og 4-1, træffer vi i overtiden nogle håbløse beslutninger, mens vi er i boldbesiddelse. Det sætter os under pres, og Alhedens scorer så på et lucky punch fra 25 meter i sidste sekund. Bittert men selvforskyldt. Vi er stadig ubesejrede, men 2 point de seneste to kampe mod to isolerede bundhold er bare ikke godt nok”, erkender en lettere frustreret Danny Bartholomæussen.
Med de to seneste opgør in mente, kan man næsten frygte næste kamp, som spilles på udebane - mod Bjerringbro, som ligger sidst i puljen!