Fodbold: Ni mål i to kampe på tre dage giver optimisme.
Tekst: Per Lyngby
Efter en dårlig start på efteråret har Kvik-Aalestrup for alvor fundet melodien og fået gang i mål scoringen i serie 2. Den flotte sejr på 4-1 over Aars onsdag aften blev fredag fulgt op af en storsejr på 5-0 over Bælum-Solbjerg hjemme på Hvam Stadion.
“Ja, vi har tilsyneladende vendt skuden, hvis man kigger på de sidste par kampe. Drengene har virkelig vist klassen inde på banen og igen i dag, synes jeg ikke, at sejren er ét mål for stor. Men også stor respekt til Bælum/Solbjerg for ikke at falde sammen i løbet af 2. halvlegs første kvarter, hvor vi kørte i tæt på højeste gear. Optimismen er så småt tilbage, men der venter svære kampe hver uge resten af efteråret, og der vil helt sikkert komme nedture igen. Jeg synes dog, vi har bevist over for os selv, at vi er i stand til at rejse os, hvor vi falder, så det er bare med at klø på og fortsætte det hårde arbejde. Det er vigtig læring for de mange unge spillere, der efterhånden pryder vores hold. Næste fredag bliver spændende, hvor vi møder Foulum, som er cheftræner Ulrik Sørensens tidligere klub, så der er meget på spil både på og udenfor banen”, lød det efter kampen fra assistenttræner Danny Bartholomæussen.