Fodbold: Kvik-Aalestrup fik revancheret kæmpenederlag til Løgstør, som blev sendt hjem med nederlag på 0-4.
Tekst & foto: Per Lyngby
Senest Løgstør gæstede det hyggelige og velplejede stadion i Hvam var i efteråret 2018, hvor muslingebyens blåklædte matadorer udraderede de rødklædte Kvik-Aalestrupspillere med en sejr på 7-0.
De to hold er ikke med i den lokale træningsturnering, men havde begge spillet sig videre i DBU’s Pokalturnering, hvor de lørdag eftermiddag stod overfor hinanden i Hvam - således blev det vesthimmerlandske lokalopgør spillet i nabokommunen Viborg, da Kvik-Aalestrup har et ben i hver kommune.
Løgstør har været ude for en mindre åreladning på spillersiden, hvor holdet har sagt farvel til markante profiler som Kristijan Pavleka, Christian Hjortshøj og Mike Hermansen. Desuden var andre stamspillere fraværende til pokalkampen mod et rutineret og veloplagt hjemmehold.
Der var spillet mindre en 5 minutter, da måltavlen for første gang kom i brug. Kvik-Aalestrup bragte sig foran ved forsvarsspilleren Simon Mortensen. Efter en halv times spil var hyperfarlige Rasmus Madsen på spil, da han opfangede en dårlig Løgstør-tilbagelægning, og så stod der 2-0. Ikke ufortjent, da hjemmeholdet halvlegen igennem spillede bedst og viste størst skarphed og kynisme, når chancerne opstod.
Løgstør startede anden halvleg med en mand i undertal, da Morten Rokkedal var ude med gult kort efter en voldsom tackling. Da han kom på banen igen, var det Løgstør som tog teten i kampen. Gæsterne pressede spillet frem på modstandernes banehalvdel og forsøgte sig også med et par behjertede langskud, som dog ikke for alvor truede hjemmeholdets defensiv. Kvik-Aalestrup lurede i stedet på kontrastød, og det gjorde det særdeles godt og effektivt. Rasmus Madsen blev spillet fri med målmanden, som han elegant afdriblede for til sidst at sende bolden i det tomme mål. Det blev til flere gode muligheder til hjemmeholdet, men målmand Sebastian Kronborg reddede sit hold fra den store ydmygelse, men måtte dog se sig passeret endnu engang, da Michael Jespersen scorede midt for mål efter et hjørnespark.
I slutfasen havde Løgstør et par gode muligheder, som meget symptomatisk ikke gav udbytte, og dermed fik Kvik-Aalestrup taget en fortjent revanche for det store nederlag fra Løgstørs seneste besøg i Hvam.