Fodbold: Oprykkerne fra Vaarst-Fjellerad blev slået med 6-0.
Tekst: Per Lyngby
I første del af turneringen tabte Kvik-Aalestrup noget overraskende på udebane med 0-4 mod oprykkerne fra Vaarst-Fjellerad. Et nederlag som vesthimmerlændingene var opsatte på at revanchere i returopgøret på Hvam Stadion lørdag eftermiddag.
Og gæsterne blev på det nærmeste blæst ud af banen af et veloplagt hjemmehold, som på sådanne dage er puljens bedste hold. 6-0 stod der på tavlen, da kampen var forbi, og så skulle Vaarst-Fjellerad endda prise sig lykkelige for, at hjemmeholdets angribere ikke havde scoret yderligere.
"Ja, det var en ret ensidig affære. Vaarst/Fjellerad var tydeligvis ramt af afbud, for de var milevidt fra den optimisme, de mødte med i det omvendte opgør. Det er svært at være utilfreds med en 6-0 sejr, men havde vores afleveringer på sidste tredjedel været skarpere, kunne vi have vundet endnu større. Det skal dog ikke tage noget fra drengene inde på banen, som bare kørte på fra start til slut. Vores forreste folk især fik virkelig kværnet nogle meter og sat et par mål op med spil fra øverste hylde. Vi har skyldt vores trofaste hjemmepublikum en seværdig fodboldkamp, og det fik de i den grad i dag", lød det efter storsejren fra en glad assistenttræner, Danny Bartholomæussen.
Per Nielsen boltrede sig med 3 scoringer, medens de øvrige mål blev scoret af Mikkel Sørensen, Jonas Caffey og Frederik Elkjær Jensen.
Med sejren nærmer Kvik-Aalestrup sig toppen den tætte pulje, hvor der dog heller ikke er langt ned til en nedrykningsplads - men det bør ikke være en mulighed for Kvik-Aalestrup, når de spiller, som de har gjort på det seneste.