Fodbold: De to lokale hold vandt i weekenden deres kampe - uden at spille.
Tekst: Per Lyngby
Der kom ikke meget sved på panden hos fodboldspillerne i Hornum IF og Strandby IF i denne weekend, da deres respektive modstandere ikke formåede at stille hold til en kamp på grønsværen. I stedet blev det så til to skrivebordssejre på 3-0 til de vesthimmerlandske hold.
I serie 3 skulle Hornum have mødt Hobro, medens Strandby i serie 4 skulle have været i kamp mod Tjele Vest Sport, som er andethold for et hold i serie 2. Men der er øjensynligt ikke mange spillere at gøre godt med i klubsamarbejdet fra egnen det nordlige opland til Viborg, da andetholdet jævnligt taber uden kamp og da også ligger sidst med 0 point og en målscore på 3-51. Strandby ligger til gengæld på andenpladsen med 5 point op til Aars, som synes at styre mod en direkte oprykning til serie 3.
I den anden lokale serie 4 pulje havde Ranum-Overlade-Vester Hornum en gylden mulighed for at overtage førstepladsen fra Vindblæs for en stund. Vindblæs havde fået deres kamp udsat, men rivalerne fra naboklubben lod dem beholde førstepladsen, da de tabte udekampen mod Gug med 1-2. I samme pulje pulveriserede Løgstør på udebane Gundersted med hele 11-0.