Fodbold: Tæt kamp mellem to lokale hold om oprykning til serie 3.
Tekst: Per Lyngby
I den ene lokale serie 4 pulje, tabte Ranum-Overlade-Vester Hornum øjensynligt to vigtige point i topstriden med Vindblæs. Det blev nemlig lørdag kun til et enkelt point i udekampen mod Skalborg, som sluttede 1-1.
Dermed kunne Vindblæs igen trække lidt fra i toppen, da holdet hjemme mødte Løgstør. Men muslingebyens drenge har i anden spillerunde drillet deres lokalrivaler godt og grundigt - således også søndag, hvor holdet på udebane besejrede Vindblæs med 3-1. Dermed blev Ranum-Overlade-Vester Hornums pointtab til en gevinst, da holdet nu er a point med Vindblæs i toppen.
DBU’s regelsæt ved pointlighed betyder dog, at det er Vindblæs, som besætter førstepladsen, der giver direkte oprykning. De to hold har slået hinanden indbyrdes og har en indbyrdes målscore på 4-4, men da kampen i Ranum sluttede med en sejr på 4-3 til hjemmeholdet, er det Vindblæs, som er bedst, i kraft af, at de har scoret 3 mål i Ranum, medens rivalerne slet ikke fik scoret, da de var i Vindblæs og tabte med 0-1.
Der er således lagt op til en spændende sæsonafslutning, hvor intet er afgjort, før det sidste fløjt har lydt. For nu at bruge en gammel fodbold-kliche. Umiddelbart har Ranum-Overlade-Vester Hornum det letteste slutprogram, men begge hold skal møde hold, som har noget at spille for, så der bliver ingen lette kampe.
Det hold, som slutter på andenpladsen, har dog stadig mulighed for avancement - enten via direkte oprykning, hvis man har den fornødne pointkoefficient, som sikrer 12 andenpladser direkte oprykning. Er man ikke blandt de 12 bedste 2’ere, venter der playoff kampe.
I den anden lokale pulje er det allerede afgjort, at Aars rykker op i serie 3. Oprykningen kom i hus i forrige spillerunde. Måske var det tømmermændene efter oprykningsfesten, som stadig sad i hoveder og ben på Aars-spillerne i serie 4, da de lørdag stillede op til lokalopgør mod FUIK i Farsø. Eller også var det bare et mere motiveret hjemmehold, som havde kniven på struben og brug for alle 3 point.
Fakta er, at kampen sluttede med en sejr på 3-2 til FUIK, som dermed rykker over nedrykningsstregen og passerer Viborg FF, som samtidig tabte med 1-5 til Strandby på Beachtown Arena. En sejr, som holder de grønne fra Strandby inde i kampen om den andenplads, der kan give oprykning, når sæsonen er slut.