Søndag d. 23. september 2018 - Årgang 13

Løgstør er klar til finalebrag

09-06-2018

Fodbold: Med en udesejr på 2-0 over Kvik-Aalestrup er Løgstør klar til afgørende topkamp mod Hobro.

Tekst: Per Lyngby

Da Løgstør tidligere på foråret besejrede Kvik-Aalestrup med 2-0 hjemme i Løgstør, bød kampen på straffespark til Løgstør og rødt kort til Kvik-Aalestrup.

Fredag aften tørnede de to hold så sammen i årets andet lokalopgør, som bød på straffespark til Løgstør, og rødt kort til Kvik-Aalestrup!

Efter en målløs første halvleg sørgede Jesper Frederiksen for en føring på 1-0 til Løgstør, da han scorede efter godt et kvarters spil i anden halvleg. Små 10 minutter senere fik samme spil en gylden mulighed fra 11-meter pletten, da Løgstør fik tilkendt straffespark. Det blev omsat i scoring og føring på 2-0. Med 10 minutter igen modtog Kvik-Aalestrups Jonas Caffey gul kort, som blev fulgt op af endnu en gang gult, og så var der vekslet til rødt og udvisning. Og med en mand i undertal kunne hjemmeholdet ikke true gæsternes sejr,

Sejren betyder, at Løgstør besætter førstepladsen med 1 point ned til Hobro, som dog kan generobre den lørdg med en sejr over Viborg. Uanset resultatet er der lagt op til et brag og en publikumstræffer næste fredag, hvor de to tophold mødes i en direkte duel om førstepladsen og sikkert også oprykningen.

Grundlagt 1. februar 2006         Redaktør: Jacob Dalgaard           Telefon: 3012 6000             info@lokaltindblik.dk 

Weltklasse!