Tekst: Per Lyngby
Ude godt, hjemme bedst. Sådan lyder en gammel talemåde. For Løgstørs fodboldherrer i jyllandsserien er det dog lige modsat i dette forår, hvor holdet høster størsteparten af sine point på fremmed græs. Således også onsdag aften, hvor det blev til en sikker gevinst på 3-0 i Nykøbing over hjemmeholdet Morsø.
“Ja, vi har byttet om på, hvor vi er stærke. Ringe på hjemmebane og stærke på udebane. Det må være forventningspresset, der tynger os”, lyder det fra LIF-spilleren Christian Hjortshøj.
Faktisk burde sejren på Mors have været større - hvis Løgstør-spillerne havde været lidt skarpere i de afgørende situationer.
“Vi kunne dog, hvis de havde været lidt dygtigere på den sidste tredjedel nemt have været bagud 2-0 indenfor de første 2 minutter. Det skete heldigvis ikke, og derefter satte vi os kraftigt på spil og chancer. Vi har vel 10-15 muligheder i første halvleg for at komme til store afslutningsmuligheder, men der er simpelthen for dårlig kvalitet i sidste aflevering. Der skal vi være bedre, for vi kan ikke forvente at få så let spil hver gang”, fastslår Hjortshøj.
LIF kommer foran efter 20 minutter, hvor hjemmeholdets målmand laver en dårlig clearing. Den opfanger Jesper Frederiksen nogle meter udenfor feltet og sætter den flot i langt hjørne til en fortjent 1-0 føring. Løgstør fortsætter med at presse på, og det giver bonus med 2 scoringer signeret Casper Nymann i slutningen af halvlegen. Først på oplæg af Thorbjørn Larsen som snyder et par forsvarsspillere, og dernæst efter forarbejde af Kristijan Pavleka, som flot spiller den i dybden hvor Nymann nemt afdribler modstanderes keeper.
Anden halvleg bliver en halvtam affære, hvor Løgstør stadig har optræk til en del chancer, men igen uden at udvise den fornødne skarphed. I forsvaret er Mathias Slot Larsen og Morten Rokkedahl sikkerheden selv og afværger gang på gang hjemmeholdets angreb.
I weekenden skal Løgstør forsøge at fortsætte den flotte statistik på udebane, når det gælder kampen mod Vorup, flot i den sydlige udkant af Randers.