Mandag d. 24. juli 2017 - Årgang 12
Christian Hjortshøj Jensen måtte overtage målmandstrøjen i de sidste minutter, da storebror Michael røg ud med gult kort.

Løgstør har kurs mod oprykning

12-05-2017

Fodbold: Med en sejr på 4-3 over Hobro blev forspringet udbygget i toppen.

Tekst og foto: Per Lyngby

Torsdag aften tog Løgstør hul på anden turneringshalvdel i serie 1, da holdet hjemme tog imod Hobro. Og akkurat som i forårspremieren blev det til en sejr til de blå, denne gang lød den på 4-3.

“Vi lægger fra start med et højt pres, men Hobro gør det samme, og de kommer klart bedst ud af det. De scorer fortjent til 1-0 efter et kvarters tid. Vi kommer bedre ind i kampen og får styr på spillet og de nerver,  der måtte være rundt omkring”, fortæller Løgstør Christian Hjortshøj Jensen.

Jesper Frederiksen udligner efter godt forarbejde af Kasper Skak, og det bliver også 2-1 til Løgstør, da Kasper Skak afslutter et flot angreb med at sparke bolden i mål.

Starten på anden halvleg ligner lidt første, og efter en dårlig clearing fra Michael Hjortshøj Jensen, kan Hobro udnytte muligheden og udligne til 2-2.
“Vi kommer dog godt efter det og tror på egne evner og får spillet os frem til chancer, som desværre løber ud i sandet. Men symptomatisk for vores sæson kommer Kasper Skak frem til en chance, hvor han er alene  med keeperen. Den mulighed udnytter Kasper elegant ved at lave en “tunnel” på målmanden og score. som han naturligvis udnytter med en lækker tunnel”, beretter Christian Hjortshøj Jensen.

Andreas Sloth gør det til 4-2 efter en aflevering fra Chris Severinsen, men med få minutter igen kommer der fornyet spænding i kampen, da Hobro udnytter en sløset opdækning til at reducere til 3-4.

“I en hektisk og dramatisk slutfase opstår der tumult mellem Løgstørs målmand Michael Hjortshøj Jensen og en angriber. Det resulterer i gult kort til dem begge, og så måtte Christian Hjortshøj Jensen endnu en gang stille op som stand in mellem stængerne for storebror.

“Og vi klarer skærene på grund af mig”, lyder det med et glimt i øjet fra lillebror, som dog ikke er sen til at pege på Kasper Skak som kampens spiller. Det gjorde de øvrige holdkammerater også, så han løb med titlen med ikke mindre end 11 stemmer.

Sejren betyder, at Løgstør nu ligger særdeles lunt i toppen af puljen med et forspring på 6 point ned til nummer 2. Kan holdet mobilisere samme stabilitet som i første turneringshalvdel, tyder meget på, at holdet akkurat som sidste år kan gå på sommerferie med en oprykning i sportstasken. Efterårets nøglekampe ser ud til at blive udekampen mod Vestthy og hjemmekampen mod Morsø.

Grundlagt 1. februar 2006         Redaktør: Jacob Dalgaard           Telefon: 3012 6000             info@lokaltindblik.dk 

Weltklasse!